Seneste nyt

fra Nordjylland

Bil i brand hos omstridt skrothandler

Der er biler nok at tage af, men det var især én bil, der voldede problemer hos Knivholt Autoophug i Frederikshavn tirsdag eftermiddag.

Kort efter klokken 14 måtte Nordjyllands Beredskab rykke ud til ejendommen på Mariendalsvej for at slukke en brand, der var opstået i en bil. Bilen stod i en maskinhal, og en af personerne på stedet havde forsøgt selv at slukke flammerne med en pulverslukker.

Det oplyser beredskabet selv på det sociale medie X.

Fik hurtigt slukket ilden

Nordjyllands Beredskab modtog anmeldelsen om branden i bilen klokken 14.18. De var hurtigt fremme og fik bugt med den sidste rest af branden, som det ikke var lykkedes for personen på stedet at slukke.

- Der er fuld kontrol over situationen, skrev beredskabet på mediet X kort efter hændelsen.

TV2 Nord har tidligere skrevet om autoophuggeren på Mariendalsvej, som har haft op mod 2.000 ulovlige biler på sin grund i mange år, selv om han kun havde tilladelse til 500 biler.