Bilist parkerede i en hæk og stak af

En mandlig bilist forsøgte at undslippe politiet, da han sent onsdag aften kørte galt med sin bil.

Det normale, når man drøner ind i folks hække og postkasser, er at give sig til kende, undskylde og udveksle forsikringsoplysninger.

Men helt sådan foregik det ikke i Sæby, da en mandlig bilist sent onsdag aften mistede herredømmet over sin bil og parkerede den i en hæk. Klokken 23.15 kom han kørende ad Finnsvej i nordlig retning, og da han ville svinge til højre ad Kennedyvej, gik det galt. På vej ind i den føromtalte hæk ramte bilisten også en postkasse.

Og så var det, at manden bag rattet valgte en noget utraditionel løsning. Nemlig at stikke af fra gerningsstedet. Han var imidlertid ikke videre kreativ i sit valg af skjulested, og der gik ikke lang tid, før politiet fandt ham på sin bopæl og skrev en lille rapport på uheldet.


Seneste nyt

fra Nordjylland