Billede af Frederikshavner går verden rundt
Billedet har skabt opmærksomhed om Anja Lovéns organisation DINNødhjælp. Privatfoto
Et billede af Anja Ringgren Lovén og et 'heksebarn' er gået verden rundt. Opmærksomheden har givet så mange donationer til foreningen, at de snart kan opfylde drømmen om et nyt børnehjem.
Børn, der bliver beskyldt for at være hekse, bliver ofte efterladt i Nigerias gader. Børnene bliver udstødt, da familien tror de har ulykke med sig. Et billede af Anja Ringgren Lovén fra Frederikshavn og et såkaldt heksebarn er gået verden rundt.
Anja sagde i 2011 sit job i Danmark op og startede nødhjælpsorganistationen DINNødhjælp, der støtter hendes arbejde med heksebørn i Nigeria. Frederikshavneren finder de efterladte heksebørn og installerer dem på sit børnehjem. Billedet af Anja og drengen Hope, er nået langt udover Danmarks grænser.
Amerikanske, indiske og kinesiske medier har bragt billedet og fortalt den sørgelige historie om den efterladte dreng. Den engelske tv-personlighed Piers Morgan delte billedet med sine følgere på twitter, hvor han blandt andet skriver, at det billede viser, hvad rigtig fattigdom er.
Den megen opmærksomhed er da også noget, de har kunne mærke i DINNødhjælps organisation. Der er kommet donationer fra hele verden, heriblandt Japan, Australien og Amerika.
- Vi kan næsten ikke få armene ned, siger den økonomiansvarlige i DINNødhjælp, Michael Andersen til Tv2 Nord.
Donationerne, der er kommet, efter at billedet er gået verden rundt, muliggør Anjas drøm om et nyt børnehjem til de udsatte børn i Nigeria. Den anden februar blev første spadestik til børnehjemmet taget.
Anja Ringgren Lovén var i Nordjylland Live Studiet og fortælle om sit arbejde i afrika i november 2015.