Blå Flag-undersøgelse: Ingen nordjyske strande er blandt de bedste i landet

Selvom flere nordjyske strande har det blå badestrandsflag fra Friluftsrådet, hører ingen af dem til blandt de bedste i Danmark. Det fremgår af en ny opgørelse fra Friluftsrådet, som har listet de 25 bedste badestrande i Danmark - målt på badevandskvalitet. Men blandt de 25 bedste strande er der ingen i Nordjylland.

Danmark er generelt set kendt for en høj kvalitet af badevand, og lige nu har Danmark 197 Blå Flag strande, hvilket er et rigtig højt antal sammenlignet med vores nabolande. Ifølge Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet, er det høje antal tegn på, at kommunerne gør meget for natur og miljø for at imødekomme turisters og danskernes efterspørgsel på gode oplevelser med friluftsliv langs den danske kyst.

- Danmark har rigtig mange Blå Flag strande, sammenlignet med vores nabolande. Det vidner om, at danskerne går meget op i rent badevand, friluftsliv og natur. Blå Flag sikrer rent badevand, høj sikkerhed og gode natur-og miljøformidlingsaktiviteter, som giver danskerne mulighed for at bade på nogle af de bedste strande i Europa, siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.

På de 197 Blå Flag strande i Danmark bliver der i badesæsonen taget min. 10 badevandsprøver. Strandene bliver analyseret for E. coli og Enterokokker, og listen er lavet ud fra hvilke strande, der samlet set scorer lavest på begge parametre.

Selvom flere nordjyske strande har det blå badestrandsflag fra Friluftsrådet, hører ingen af dem til blandt de bedste i Danmark.

Det fremgår af en ny opgørelse fra Friluftsrådet, som har listet de 25 bedste badestrande i Danmark - målt på badevandskvalitet. Men blandt de 25 bedste strande er der ingen i Nordjylland.

Den nærmeste er Gl. Skagen Strand i Frederikshavn Kommune, der ligger nummer 62 på listen over de 197 blå flag strande i lande.

 
 

Selvom Frederikshavn ikke har landets reneste badevand, så understreger Friluftsrådet, at alle de nordjyske Blå Flag-stranden har badevand af høj kvalitet.

Det er afdelingsleder hos Frederikshavn Kommune Anne Mette Finnerup helt enig i, og hun ærgrer sig over, at ingen af kommunens strande ligger i top på listen.

- Det er ærgerligt og træls, for jeg synes, vi har nogle rigtige dejlige strande, og vi gør faktisk ret meget for at have de fineste strande med blå flag. Og man skal faktisk ind og nørde i tallene for at se forskellene, og jeg gad da godt, at man i overvejelserne og bedømmelserne også havde øje for, at vi har gode faciliteter som for eksempel affaldssortering og toiletfaciliteter, siger Anne Mette Finnerup, afdelingsleder, Frederikshavn Kommune, Center for Park og Vej.

Hun tror dog næppe, at strandene i Frederikshavn Kommune kommer helt i top, når Frluftsrådet lister strandene, for geografisk har kommunen flere udfordringer end nogle af de andre steder.

- Det handler om, at vi har nogle stillestående vandløb, hvor der så pludselig kommer et ordentlig regnskyl efter en tør tid, så kommer der altså noget stillestående vand ud, og der kan der godt være bakterier i. Det er naturgivne ting, som vi ikke rigtigt kan gøre noget ved, siger Anne Mette Finnerup.

Hun understreger, at kommunen fortsætter med at gøre det, den plejer.

- Vi har styr på det! Vi har ingen virksomheder eller husstande, der udleder noget direkte ud i badevandet, og det har vi haft styr på i rigtig mange år, tilføjer hun.

Så kan Frederikshavn Kommune iøvrigt bryste sig af at have flest blå strande i hele landet.

Særlige regler ved de Blå Flag

  • Ingen hunde på Blå Flag-strande
    Hunde eller andre husdyr, med undtagelse af førerhunde og andre hunde på arbejde, er altså ikke tilladt på stranden.
     
  • Ridning på stranden
    Uden for badesæsonen - i perioden fra 1. september til 31. maj er ridning tilladt på den ubevoksede strandbred og direkte ned dertil, hvis der er lovlig adgang til stranden. Bemærk at Blå Flag strande med en sæson frem til den 15. september ikke kan tillade hesteridning i Blå Flag-zonen, før denne dato er passeret.
     
  • Tang på stranden
    Tang og andet vegetation/naturligt affald er en naturlig del af både ferske- og marine økosystemer. Disse økosystemer skal betragtes som levende og naturlige miljøer, og ikke kun som noget, der skal holdes ryddeligt. Der skal tages hensyn til både strandgæster og biodiversitet. Der accepteres en vis tangaflejring fra bølger og tidevand på stranden, så længe det ikke udgør en gene. 
     
  • Alger i vandet
    Kommunerne er forpligtede til at overvåge opblomstringer af alger. De fysiske og kemiske parametre skal være overholdt, så badevandet skal eksempelvis have en sigtbarhed på minimum 1 m og være fri for synlige skumdannelser og lignende. Hvis giftige alger forekommer, skal det Blå Flag tages ned.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland