Børn klipper salmevers i mørke

200 skoleelever fra Frederikshavn er i disse dage i gang med at lave en helt ny vintersalme med udgangspunkt i ord, de finder i gamle bøger.

Tirsdag var det elever fra Sæby Friskole og Gærum Skole, der tog imod udfordringen om at skrive salmevers i et helt mørkt rum - kun oplyst af stearinlys og pandelamper.

- Vi er i gang med at lave en salme, siger veninderne Lærke Nansen og Line Koop fra Gærum Skole.

De fortæller, at de ikke kender så meget til det med salmer.

- Det er lidt stille sange i forhold til andre sange, siger Lærke Nansen.

Forfatter Mette Hegnhøj er også med i projektet. Hun inspirerer børnene, men de hjælper også hende - og det er hun glad for.

- Jeg har brug for at få en masse fra børnene, de skal jo hjælpe mig, så jeg kan lave en salme færdig til på fredag, siger hun.

Det er Folkekirkens Skoletjeneste i Frederikshavn, der har bedt eleverne om at hjælpe til med at lave en ny vintersalme, der passer til vinteren anno 2020.

Mette Hegnhøj er begejstret for elevernes indsats og roser dem.

- Jeg er vildt imponeret. Der sidder mange salmedigter-aspiranter her, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland