Bomberyddere sprængte granat på stranden ved Aalbæk

En fosforgranat skyllede i land ved Aalbæk, og så måtte politiets bomberyddere i aktion torsdag aften. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Hellere på den sikre side. Især når det handler om granater.

Den ganske plausible tilgang gør sig gældende i situationer som den, Nordjyllands Politi skulle forholde sig til torsdag aften, hvor en granat skyllede op på stranden ved Aalbæk.

- Vi får en melding om den her granat på stranden, og så tjekker vores eksperter den ad to omgange - først på billeder og så på stedet, hvor den er skyllet i land.

- Uden at der er stor grund til bekymring vælger man at sprænge granaten under kontrollerede forhold med det samme, siger Karsten Højrup Kristensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til TV2 Nord.

Der var angiveligt tale om en fosforgranat af nyere dato, der lyser op i et skarpt lys, og som kan være farlig. Granaten er sandsynligvis blevet brugt til øvelse.

Herunder kan du se en mobiloptagelse af granatsprængningen.

Mobiloptagelse: Per Frank Poulsen / TV2 Nord

 


Seneste nyt

fra Nordjylland