Borgere samler ind til ny købmandsbutik

Om bare et år åbner en ny og moderne købmandsbutik i Voerså. En indsamling blandt borgerne i byen og oplandsbyerne gør det muligt igen at handle lokalt.

Det er syv år siden, der senest var en købmandsbutik i Voerså. Men allerede til næste år kommer der en igen.

En indsamling blandt borgerne har sikret 2,1 millioner kroner til projektet, som dermed samlet set løber op i omkring syv millioner kroner.

Det er Voerså Borgerforening og Byudvikling Voerså, som står bag projektet. Butikken skal bygges på et område, hvor der tidligere har været anlæg i byen - ved siden af byens skole og er således en central grund i byen. 

quote Ideen med, at man selv bliver en slags medejer af bygningen og har investeret i den, gør, at man har en anden interesse i at lægge sine indkøb i butikken.

Bjarke Laubek, formand for Voerså Borgerforening 

- Det betyder meget for bosætningen. Vi vil gerne have folk til at flytte til området, så vi kan bevare det foreningsliv, som vi har herude, og så er det jo dejligt nemt at have en indkøbsmulighed i nærområdet, siger Jørgen Engbjerg, som er formand for Voerså Byudvikling.

Butik vigtig for bosætning

Projektet med at etablere en købmandsbutik i Voerså sker i samarbejde med Dagrofa, som har garanteret, at der kommer lejeindtægt i 10 år til det selskab, som skal bygge butikken. 

- Hele projektet er båret af lokale ildsjæle og lokal opbakning, og det er vigtigt, at folk ændrer adfærd og bakker op om den butik, som man selv har været med til at etablere, siger Hans Meldgaard, der er projektchef i Dagrofa.

I en undersøgelse, som er lavet i Voerså og oplandsbyerne, svarer borgerne, at en dagligvarebutik har meget høj prioritet for dem, hvis de skal bo i området. 

- Ideen med, at man selv bliver en slags medejer af bygningen og har investeret i den, gør, at man har en anden interesse i at lægge sine indkøb i butikken, siger formanden for Voerså Borgerforening, Bjarke Laubek.

Formand: Der kommer en butik

Dagrofa har de seneste år åbnet en række købmandsbutikker i mindre byer i stil med projektet i Voerså. Alene i 2019 åbnede man fire nye butikker, hvor der også var borgerfinansiering med. 

- Det betyder meget, at der er risikovillig finansiering, som er rente og afdragsfri - og som gør, at købmanden kan sidde billigere i husleje, siger Hans Meldgaard fra Dagrofa. 

På søndag holder Voerså Byudvikling det sidste statusmøde i byen, og selv om man gerne vil samle 350.000 kroner mere ind, så er er budskabet klart. 

- Der er go'. Der bliver en butik i Voerså, siger formanden for Voerså Byudvikling, Jørgen Engbjerg.


Seneste nyt

fra Nordjylland