Børn i Frederikshavn får penge af kommunen
Foto: Lars Christoffersen
Frederikshavn kommune udbetaler ekstra penge til børn
Syv ud af otte skoler og institutioner i Frederikshavn Kommune får nu lidt ekstra at rutte med efter, at børnene har sparet på energien
Personale og børn på Frederikshavn Kommunes institutioner har det seneste år arbejdet målrettet med at spare på energien, hvor de kan, og nu har kommunen besluttet at betale halvdelen af det sparrede tilbage til institutionerne.
- Vi synes, at det skal kunne betale sig at spare på energien, så nu får syv skoler og institutioner i alt 122.000,- kroner tilbage. Den anden halvdel af overskuddet bruger vi på vedligehold og flere investeringer i energirigtige løsninger, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (Socialdemokraterne).
Frederikshavn er energikommune, og byrådet har besluttet, at netop det at spare på energien skal være et af kommunens vækstområder. Udover at spare på energien i kommunens egne bygninger samarbejder kommunen også med erhvervslivet om at nedbringe energiforbruget.
Det er jo win win, når der på den måde går sport i at spare på energien for børnene
Birgit S. Hansen, borgmester
De syv institutioner, som blandt andet har arbejdet med at lære børnene at spare på strøm, vand og varme kan selv bestemme, hvad de vil bruge pengene til.
- Det er jo win win, når der på den måde går sport i at spare på energien for børnene. Når de så samtidig lærer om energi og klima, kan det jo faktisk ikke være bedre, siger borgmester Birgit S. Hansen.
Også til næste år kan det betale sig for Frederikshavns institutioner at slukke lyset, lukke for vandet og skrue ned for radiatoren. Kommunen har besluttet, at energibudgettet ikke bliver reguleret efter besparelserne og at institutionerne vil blive kompenseret, hvis vi for eksempel får en meget kold vinter.