Brand på Danish Crown i Sæby: Slagter ikke torsdag
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Beredskabet måtte rykke ud til Danish Crown-slagteriet i Sæby onsdag aften.
Der har været brand i et kompressorrum på Danish Crown-slagteriet i Sæby. Det sæter en midlertidig stopper for slagtningen.
Onsdag aften har der været brand på Danish Crown-slagteriet i Sæby. Alarmen gik klokken 17.21, og da beredskabet nåede frem, viste det sig, at der var ild i et kompressorrum, hvor en motor var brudt i brand.
Brandfolkene fik hurtigt slukket branden, og efter halvanden time kunne brandslangerne rulles sammen igen.
Hele rummet blev røg- og sodskadet, men mest alvorligt er det, at en hel del kabler er brændt. Det er styrekabler, der har at gøre med styringen af slagtegangen, og det får konsekvenser for produktionen.
- Det ser ikke ud til, at vi kommer til at slagte torsdag. Vi satser på at vi kan komme i gang fredag morgen, men det kan vi endnu ikke sige med sikkerhed, siger pressechef ved Danish Crown, Jens Hansen.
Onsdag aften har slagteriet mange folk i gang med at udskifte de beskadigede kabler, og det kommer altså til at tage noget tid.
Men det betyder ikke, at hele produktionen er lukket ned torsdag. De svin, der blev slagtet, inden branden brød ud, skal nemlig først skæres op torsdag, og da branden kun har fået konsekvenser for selve slagtegangen og ikke for den afdeling, der arbejder med udbening og udskæring, kan der altså fortsat skæres kød ud torsdag.
- Men når vi så går i gang med at slagte igen, skal de svin så lige hænge et døgn, og i den periode vil der ikke være noget at lave for dem, der arbejder i udskæringen, siger Jens Hansen.
Han forsikrer, at det ikke får betydning for flæskestegen til julebordet.
- Vi får lidt travlt, men vi skal nok nå at få lavet alt det, der skal laves, inden jul, siger Jens Hansen.