Brand på halmloft gav kraftig røgudvikling
Foto: Kanal Frederikshavn
Der udbrød onsdag eftermiddag brand på den historiske gård Toftegården i Frederikshavn.
Nordjyllands Beredskab blev onsdag sidst på eftermiddagen kaldt ud til en brand på den historiske gård Toftegården i Frederikshavn.
Branden var opstået på et halmloft i en af gårdens længer, og da brandfolkene ankom til stedet, udviklede branden kraftig røg.
Det var dog ikke en brand ude af kontrol, og efter en kort indsats hvor brandfolk angreb ilden fra begge ender af bygningen og fjernede tagplader, så røgen kunne slippe ud, kunne indsatsen drosles ned.
- Skaderne er begrænset til afbrændt halm. Der er ikke sket store skader på bygningen, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab René Bech.
Han tør ikke gætte på årsagen til branden, men det kan udelukkes at elektriske fejl har startet branden. Der er nemlig slet ikke strøm på Toftegården længere.
- Det sker også at vi slukker brande hvor sollys gennem for eksempel glas er blevet fokuseret, så det starter en brand. Men det har regnet det meste af dagen, så det er heller ikke årsagen, siger indsatslederen.
Nordjyllands Politi har været på stedet.
Ifølge Willy Larsen, der er medindehaver af Larsen & Tamborg, der ejer Toftegården, har bygningen i løbet af det seneste år flere gange været udsat for hærværk. Det oplyser han til Kanal Frederikshavn