Eddie skudt og brændt: 52-årig varetægtsfængslet - nægter sig skyldig

Politiet har tirsdag offentliggjort nogle af de resultater, efterforskningen af 39-årige Eddie Karl-Johan Christensens forsvinden har ført med sig. Politiet er sikre på, at den 39-årige er blevet dræbt. I alt tre personer er nu varetægtsfængslet i sagen.

Opdateret.

En 52-årig svensk mand er i dag i Retten i Hjørring blevet varetægtsfængslet frem til 12. juni i sagen om drabet på 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen. Han blev dræbt om aftenen 9. maj, og liget af ham blev siden forsøgt brændt.

Den 52-årige nægter sig skyldig og tager forbehold i forhold til at kære afgørelsen om varetægtsfængslingen. Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Kim K. Kristensen.

Dermed er tre personer anholdt og sigtet i sagen efter paragraf 237 i straffeloven, der handler om manddrab.

Den 52-årige mand blev anholdt mandag aften på havnen i Frederikshavn

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre efter anmodning fra anklager Kim K. Kristensen, der argumenterede for at et åbent grundlovsforhør ville være skadeligt for sagens videre efterforskning.

Se interview med vicepolitiinspektør Frank Olsen om den seneste udvikling i sagen.

 

Forsøgt brændt

Politiet har, siden de torsdag i sidste uge foretog ransagninger på den ejendom på Rendborgvej ved Frederikshavn, hvor Eddie Karl-Johan Christensen holdt til, været meget fåmælte i sagen, og grundlovsforhøret fredag, hvor to personer på henholdsvis 45 og 46 år blev fængslet, blev afholdt for såkaldt dobbeltlukkede døre, så end ikke sigtelsen mod dem kom offentligheden for øre.

Nu har politiet så offentliggjort, at deres efterforskning har vist, at den 39-årige Eddie blev dræbt 9. maj om aftenen på en ejendom ved Frederikshavn. Efterforskningen viser videre, at han blev skudt og siden forsøgt brændt i et forsøg på at skjule forbrydelsen.

- Der er tale om en sag med nogle voldsomme omstændigheder, og af hensynet til de efterladte og til sagens sagens fulde efterklaring kan vi ikke udtale os nærmere om selve drabet, udtaler vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Frank Olsen.

I pressemeddelelsen fremgår det dog, at det er både afhøringer og forklaringer kædet sammen med flere fund på det formodede gerningssted, der gør at politiet kan fastslå, at 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen blev skudt, hvorefter liget blev brændt og forsøgt bortskaffet.

Gamle entreprørmaskiner og metalskrot præger omgivelserne ved ejendommen på Rendborgvej, der blev ransaget og undersøgt af politiet torsdag.
Gamle entreprørmaskiner og metalskrot præger omgivelserne ved ejendommen på Rendborgvej, der blev ransaget og undersøgt af politiet torsdag.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Tidligere forsøgt dræbt

Den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen var for tre år siden impliceret i et spektakulært slagsmål nord for Frederikshavn - et slagsmål, hvor han blev forsøgt dræbt.

Han blev ved et tilfælde fundet lemlæstet og med voldsomme skader i hovedet bag i en varebil overhældt med benzin. Planen var ifølge politiets opfattelse, at Eddie Karl-Johan Christensen skulle brændes af. 

Men planen blev spoleret, da varevognen kørte galt. En knallertkører opdagede offeret bag i varevognen og slog alarm. Sagen tog yderligere en drejning, da en 50-årig kvinde, der var i familie med den nu formodet afdøde Eddie Karl-Johan Christensen, blev fundet død på en mark nær varevognen kort tid efter. Nordjyllands Politi vurderede dengang dog, at der ikke lå en kriminel gerning bag kvindens død. 

Retten i Hjørring idømte efterfølgende to mænd fængselsstraffe for forsøg på manddrab.

SE VIDEOINDSLAG:

Den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen fra Frederikshavn blev dræbt af skud om aftenen 9. maj, og liget af ham blev siden forsøgt brændt. Sådan lyder det fra Nordjyllands Politi.

Seneste nyt

fra Nordjylland