Byrådsmedlem forlader sit parti

Foto: Arkiv

Peter E. Nielsen er ikke længere medlem af Det Konservative Folkeparti. Dermed er partiet ikke længere repræsenteret i Frederikshavn Byråd.

Et af de mest erfarne medlemmer af Frederikshavn Byråd har forladt sit part. Det er Peter E. Nielsen, der fredag meldte sig ud af Det Konservative Folkeparti.

Læs også Efter indbrudsbølge: Politi mødte utrygge Sæby-borgere

På kommunens hjemmeside står Peter E. Nielsen som værende ’upartisk’, og dermed er Det Konservative Folkeparti ikke længere repræsenteret i byrådet.

Formanden for den konservative vælgerforening i Frederikshavn, Tomo Kijanovic bekræfter, at Peter E. Nielsen har meldt sig ud.

Han forklarer, at udmeldelsen kommer i kølvandet på, at bestyrelsen anbefaler en ny spidskandidat til det kommende kommunalvalg i 2021. Bestyrelsen peger i stedet på John Henriksen. Hvem der bliver den endelige spidskandidat afgøres dog først på en generalforsamling til januar 2020.

- Jeg kan jo ikke repræsentere Det Konservative Folkeparti i hele Frederikshavn Kommune, når jeg ikke har opbakning i ledelsen, og det her er jo ikke sket fra den ene dag til den anden, fortæller Peter E. Nielsen til Kanal Frederikshavn.

Formanden for den konservative vælgerforening i Frederikshavn er ærgerlig over, at Peter E. Nielsen har valgt at melde sig ud af partiet.

- Vi er skuffede over, at han har valgt at forlade partiet. Det har været et turbolent forløb, og vi er kede af, at det er endt sådan. Men det er medlemmerne, der har bestemt, at vi anbefaler en ny spidskandidat, siger Tomo Kijanovic.

Peter E. Nielsen fortsætter i Frederikshavn Byråd for nuværende udenfor partierne. Han beholder ligeledes sine poster i plan- og miljøudvalget og økonomiudvalget.

Til det seneste kommunavalg, som blev afholdt i 2017, fik Peter E. Nielsen 607 stemmer og blev dermed den sjette største stemmesluger i kommunen.

 

Forsiden lige nu