Carsten siger stop efter 48 år på arbejdsmarkedet - Det er jo netop, fordi folk er nedslidte
Efter flere års hårdt fysisk arbejde er Carsten Christian Pedersen klar til Arne-pension.
Flere og flere danskere får tildelt Arne-pension. Hårdtarbejdende nordjyder topper listen.
- Jeg var jo ikke mere end 15-16 år gammel.
For cirka 48 år siden trådte Carsten Christian Pedersen fra Frederikshavn ind på det danske arbejdsmarked.
I dag er kroppen slidt efter mange års fysisk hårdt arbejde. Derfor har han søgt om Arne-pension. For langt størstedelen af dem, som får tildelt ordningen, er faglærte og ufaglærte.
Og han er ikke den eneste nordjyde, der er blevet tildelt pensionen.
Nordjylland er nemlig den landsdel, hvor flest får tildelt muligheden for tidligere pension. Med fem ud af ti kommuner i top ti - kommer Frederikshavn kommune ind på en andenplads med knap 19 procent af ansøgerne, som får tildelt pensionen.
- Det er jo super for os, der har været på arbejdsmarkedet i så mange år og er godt slidte, siger Carsten Christian Pedersen.
Han har fået ordningen, men da han først fylder 64 år til november, kan han først bruge den der.
Jeg synes, at dem der siger, at det er dejligt, for så kan man bare gå hjemme og gå, skal vare deres mund. Det er jo for dem, som er nedslidte, og det kan nemt ødelægge det for dem.
Carsten Christian Pedersen
Lige nu arbejder han på et lager, men en opereret skulder og rygproblemer gør det svært at fortsætte.
Og netop derfor er Arne-pensionen ifølge ham en rigtig god ide - både fysisk og psykisk.
- Det er jo netop, fordi folk er nedslidte. Det kan man både være mentalt, det er ikke kun fysisk. Jeg kender nogle, hvor det netop er, fordi de er nedslidte mentalt, fortæller Carsten Christian Pedersen.
Tid til ro
Siden ordningen blev indført i 2021 har over 80.000 danskere søgt om at få den tildelt, mens 58.700 har fået lov, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.
Og det tal stiger.
Arnepension
For at få retten til tidlig pension, den såkaldte Arne-pension, er der ikke et krav, man skal være nedslidt. Man kan trække sig tilbage et, to eller tre år, før man skulle gå på folkepension. Hvor mange år man kan få på Arne-pension, afhænger af, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet, når man fylder 61 år.
Har du arbejdet 42 år på det tidspunkt, kan du få ret til at trække dig tilbage ét år før tid. 43 års arbejde giver to år, og 44 år giver tre år. Som Arne-pensionist får man maksimalt 13.740 kroner før skat.
Carsten startede sit arbejdsliv på landet og har udover lageret været slagteriarbejder. Og han kender selv flere, som har gjort brug af ordningen.
- Jeg har da en kammerat, som er super glad for at gå på den. Det har da betydet, at han går hjemme nu og er på Arne-pension, så det er han meget glad ved, fortæller han.
Carsten Christian Pedersen har aldrig været arbejdsløs, men alligevel er det ikke altid lutter lagkage at give kroppen ro før tid.
Derfor kommer han med et lille opråb.
- Jeg synes, at dem der siger, at det er dejligt, for så kan man bare gå hjemme og gå, skal vare deres mund. Det er jo for dem, som er nedslidte, og det kan nemt ødelægge det for dem.
Ihvertfald kan han se frem til en tidlig pension, om han vælger at bruge den, når han fylder 64 eller om han venter et par år.
- Det har da betydet, at der er blevet mere ro, hvis jeg pludselig vælger at gå på den.