Chok for White Hawks: Cheftræner stopper

Frederikshavn White Hawks cheftræner Jari Pasanen stopper til sommer. Han har skrevet kontrakt med en finsk klub.

Jari Pasanen, cheftræner i Frederikshavn White Hawks, stopper efter bare 15 kampe i spidsen for høgene. Han har i stedet skrevet kontrakt med den finske klub Ässät, skriver Kanal Frederikshavn. 

Kontrakten træder i kraft fra sommeren 2019, det vil sige, at Jari Pasanen fortsætter sæsonen ud i Frederikshavn White Hawks, som han indtil videre har haft stor succes med.

- Jari Pasanen passer ind i vores plan. En af hans vigtigste styrker er spillerudvikling, og han er fuldt ud engageret i vores plan, siger Mikael Lehtinen, som er direktør for den finske klub, som i øjeblikket ligger sidst i den bedste række i Finland.

Elite Nord Frederikshavn A/S - selskabet bag Frederikshavn White Hawks - ønsker endnu ikke at kommentere nyheden om, at cheftræner Jari Pasanen stopper i klubben efter denne sæson.

- Vi har ingen kommentarer i aften, udtaler direktør Henrik Andersen til Kanal Frederikshavn.

WH-kaptajn Rasmus Søndergaard ønsker heller ikke at udtale sig om den overraskende nyhed.

Ässät oplyser på sin hjemmeside, at klubben med øjeblikkelig virkning stopper samarbejdet med Mikael Kotkaniemi. Han bliver i den resterende del af sæsonen afløst af Pasi Kaukoranta, inden Jari Pasanen overtager ansvaret i sæsonerne 2019/2020 og 2020/2021.

For bare tre dage siden bragte Nordjyske Medier en stor artikel med overskriften: "Ny White Hawks-boss kunne ikke tro sit held, da Frederikshavn ringede: - Det var næsten magisk".

I sommeren 2016 var Jari Pasanen med sin søn i Frederikshavn for at deltage i en landsholdsturnering, og det var en ubetinget god oplevelse.

- Vi var i byen i en uge og havde masser af tid til at gå lange ture og kigge os omkring. Jeg kunne virkelig godt lide at være her. Det er en smuk egn med venlige mennesker, og jeg tænkte allerede dengang, at jeg gerne ville være træner her. Så det var næsten magisk, at chancen pludselig opstod, sagde Jari Pasanen til avisen og fortsatte:

- Jeg kan mærke, at jeg trives og er meget mere motiveret nu end i de sidste år i Tyskland. Jeg glæder mig til at komme på job og arbejder tit 11-12 timer om dagen.

Men Jari Pasanens ophold i Frederikshavn bliver alligevel kortvarigt. Han stopper - senest - med udgangen af denne sæson.

Jari Pasanen stopper i Frederikshavn White Hawks. Efter bare 15 kampe i spidsen for høgene.
Jari Pasanen stopper i Frederikshavn White Hawks. Efter bare 15 kampe i spidsen for høgene.
Foto: Kanal Frederikshavn

Seneste nyt

fra Nordjylland