Cyklist fastklemt mellem tog og perron
Billede: Per Frank Paulsen
Søndag kom en kvindelig cyklist alvorligt til skade i Strandby.
Søndag blev Nordjyllands Beredskab i Frederikshavn kaldt ud til en alvorlig ulykke i Strandby.
En 67-årig kvindelig cyklist kom alvorligt til skade, da hun var faldet ned mellem perron og tog, oplyser Nordjyllands Politi.
- Hun kom gående på perronen med sin cykel, hvor hun af ukendte årsager bliver trukket med og ned, da toget kører forbi med ganske lav hastighed, siger Karsten Høirup, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Hun blev straks kørt med ambulance til Aalborg Universitetshospital.
- Hun er kommet alvorligt til skade, men det er umiddelbart ikke livstruende.
Det var klokken 11:47, alarmcentralen fik en melding om fastklemt/personpåkørsel i forbindelse med et tog. Der blev tilkaldt flere forskellige redningskøretøjer som akutbil og lægehelikopter.
- Kvinden er kørt til Aalborg Universitetshospital til undersøgelse. Vi kender ikke hendes tilstand.
Hvad der ligger bag ulykken er ved at blive undersøgt nærmere. Havarikommissionen blev søndag tilkaldt sammen med politiets teknikere og personale fra Nordjyske Jernbaner for at undersøge hændelsen.