Danmarks ældste festival spiller igen
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Der er en ny formand ved roret, når Skagen Festival fra torsdag til søndag løber af stablen for 46. gang.
Der er tradition for folkemusik og fest på toppen af Danmark, og det har der været siden 1971. Torsdag begyndte musikken at spille på Skagen Festival for 46. gang i træk, og det gør festivalen til Danmarks ældste.
Alt er dog ikke, som det plejer at være på festivalen. Skagen Festival har nemlig fået ny formand før årets festival, og det er derfor første gang, at Lis Jensen har ansvaret for, at alt forløber planmæssigt i løbet af den fire dage lange musikfestival.
- Det er dejligt, og det er især dejligt, når man er omgivet af så mange seje frivillige, som kommer og hjælper. Så kan vi jo sagtens, siger Lis Jensen.
Skagen Festival regner med at trække omkring 30.000 publikummer til i løbet af de fire dage, festivalen varer. Festivalens lange og stolte traditioner er med til at lægge ekstra pres på den nye formand.
- Vi skulle jo gerne blive ved med at have den ældste festival i mange, mange år endnu, så jeg skal holde ved den, siger Lis Jensen.
På årets festival kan man høre navne som Johnny Logan & Friends, KrebsFalch, Tom Donovan og Tørfisk på de fem forskellige scener. Derudover er der også koncert i Skagen Kirke og på Ruths Hotel.