Der findes kun 21 af hans slags: Nystartet bøssemager har succes i Strandby

Thomas Hausmann er født og opvokset i Tyskland, men nu er han en stolt bøssemager, der har skabt sig sin egen virksomhed i Strandby.

Det er nogle gange nødvendigt at rejse langt for at forfølge sine drømme. Det gjorde Thomas Hausmann. Han har de seneste ti år drømt om at blive selvstændig indenfor sit fag. Den drøm er nu er gået i opfyldelse.

I april startede han sin egen virksomhed op i Strandby ved Frederikshavn, og i dag er han én af 21 bøssemagere, der er i Danmark. 

Som bøssemager er man specialist i vedligehold og fremstilling af våben og det har vist sig at være en god forretning. 

- Min dag er jo proppet fra morgen til aften, siger Thomas Hausmann. 

- Jeg vidste godt, det ville blive meget arbejde, men det kommer bag på mig, hvor meget det var, det må jeg godt nok sige.

Thomas Hausmann arbejder alene i værkstedet, som han også har bygget helt selv.

- Man skal nok have tålmodighed. Der er ikke plads til kompromis, siger han. 

Han er født og opvokset i nærheden af Magdeburg i det østlige af Tyskland og blev uddannet bøssemager tilbage i 2006. Helt tilfældigt endte han hos et firma i Hjørring, men kunne ikke slippe drømmen om egen virksomhed. 

- Jeg har allerede samlet værktøj og reservedele sammen gennem de sidste 15 år, siger Thomas Hausmann. 

Thomas Hausmann har fået stor succes efter kun otte måneder, hvor han får opgaver for både private kunder og har fast samarbejde med tre forskellige jagtforretninger. 


Seneste nyt

fra Nordjylland