Analyse: Derfor holder SF på Christiansborg særligt øje med Frederikshavn

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Åreladningen fra S fortsætter - det styrker SF, men kan de vinde borgmesterkontoret i Frederikshavn?

Når vi stemmer til kommunalvalg, smitter partiernes formkurve på landsplan af i et eller andet omfang. Socialistisk Folkeparti er blandt dem, hvor den nationale tilslutning normalt slår stærkest igennem lokalt. 

Derfor ser SF lige nu med store forventninger frem mod kommunalvalget 18. november. 

Og et af de steder, der fra Christiansborg er meget stort fokus på, er Frederikshavn.

Kunne partiet løbe med borgmesterposten efter nogle yderst dramatiske måneder og stemmeslugeren Birgit S. Hansens afgang?

Det er ingen tilfældighed, at Ole Hvas, en af SF’s mest garvede valgstrateger med base i partiets landsorganisation, netop har været i Frederikshavn for at inspirere de lokale partifæller.

Rutineret borgmesterkandidat på 43

Nu skriver vi 2025, og SF har igen medvind på Christiansborg. Partiet står i meningsmålinger til at blive landets største parti og blev det de facto, da vi i juni valgte danske medlemmer til Europa-Parlamentet.

Samtidig er Socialdemokratiet lokalt i modvind. Sagen om den lokale havn, der efter et uskønt forløb nu har måttet overtages af kommunen og belastet budgettet, fylder meget - og samtidig har stemmeslugeren Birgit S. Hansen forladt skuden.

Socialdemokratiet møder til november med et tidligere byrådsmedlem, Anders Brandt Sørensen, som ny borgmesterkandidat. Han er erfaren, men har ikke ry fra sine byrådsår for at være den største diplomat.

Foto: Clara Al-Naseri / TV2 Nord

Venstres byrådsgruppe havde indstillet gruppeformand Lone Haugaard som ny borgmesterkandidat, men partiets medlemmer ville det anderledes og gjorde Jon Andersen, der ikke sidder i byrådet, til frontfigur ved valget.

I den situation ser man i SF Christina Lykke som en ikke usandsynlig kandidat til borgmesterposten og har derfor for første gang ikke kun opstillet en spidskandidat, men en decideret borgmesterkandidat.

Christina Lykke har trods sine kun 43 år 15 års erfaring i byrådet og er respekteret bredt i byrådet for sin tilgang til det politiske arbejde. Og netop en god tone, samarbejde og tillid til forvaltningen er blandt de mærkesager, hun og SF vil gå til valg på. 

Tre erklærede borgmesterkandidater 

En gentagelse af Understed-kuppet, hvor SF støtter en Venstre-borgmester, anses ikke for sandsynligt.

Dels gav det i sin tid SF meget alvorlige skrammer, dels er Venstres borgmesterkandidat helt uprøvet i byrådet.

Men kunne et omvendt Understed-kup blive udgangen - hvor Venstre støtter en SF-borgmester og dermed får brudt det socialdemokratiske monopol på magten, som ikke mindst Venstre i det nuværende byråd har været kritisk overfor?

Understed-kuppet

SF har, hvis man ser på de seneste kommunalvalg, oplevet både op- og nedture i Frederikshavn:

Ved 2009-valget - det var dengang, partiformand Villy Søvndal (SF) nærmest kunne gå på vandet - stemte 15,9 procent af vælgerne i kommunen på SF. Det var ti procentpoint mere end ved det forrige valg, og Socialdemokratiet gik samtidig lige så meget tilbage.

Ved det næste kommunalvalg i november 2013 var SF gået i regering og hastigt på vej ud af den igen (partiet forlod under stort drama regeringen i januar 2014). SF i Frederikshavn måtte ved kommunalvalget i 2013 se tre af fire stemmer fordufte, og partiet havnede på de knap fire procent, man siden ved kommunalvalg har ligget på i Frederikshavn.

Tilbagegangen dengang skyldes næppe kun folkesocialisternes omtumlede regeringsdeltagelse. En væsentlig del af forklaringen var uden tvivl, at SF i 2009 brugte den store fremgang i Frederikshavn til at sikre Venstres Lars Møller borgmesterposten ved det, der i den lokalpolitiske historie kendes som Understed-kuppet.

Den uortodokse konstellation fik mange SF-vælgere til ved det følgende valg at vende partiet ryggen.

Det afhænger blandt meget andet af, hvor meget Socialdemokratiet måtte miste med Birgit S. Hansens afgang. Efterfølgende har tre S-politikere forladt partiet til fordel for SF - tager de deres stemmer med? 

Hvor højt de tre nybagte folkesocialister skal placeres på kandidatlisten, er endnu uklart. 

Når nogen i en situation som denne skifter parti, er alle partier bevidste om, at det både kan skyldes, at de pågældende føler, de holdningsmæssigt hører hjemme et andet sted, men i nogle tilfælde også, at nogle kan se bedre muligheder for genvalg i et parti i fremgang.

Der er altså p.t. tre erklærede borgmesterkandidater i Frederikshavn. Det er en mere, end der plejer at være - og det siger en del om SF’s selvsikkerhed. 

Men når der skal konstitueres, er det ikke kun S, SF og V, der har noget at skulle have sagt, når der skal tælles til 15 - det antal mandater, der sikrer flertal i byrådet.

Konservative i Frederikshavn fordoblede sidst - hvor partiet nød godt af Søren Pape Poulsens succes - deres tilslutning.

Det er, hvis man skeler til de landspolitiske målinger, ikke givet, at man kan holde skansen i år. Men partiet har i den seneste turbulente tid været tæt på S og kunne måske være med til at sikre, at S beholder borgmesterposten trods en eventuel tilbagegang til begge partier.

Også andre partier i den blå blok kan få en central rolle, alt efter hvordan mandaterne falder ved et valg, der vil blive fulgt med megen opmærksomhed. 

Både i og uden for Frederikshavn. 


Thors snude opklarer mord - kan finde et enkelt hårstrå i en skovbund

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I et nyt program på TV2 Nord følger vi Danmarks bedste politihund Thor og hundefører Karsten Havs arbejde ved Nordjyllands Politi.

Politihunden Thor er med sin hundefører Karsten Hav ude og træne i en skov et sted i Nordjylland.

Sammen med kollegaen Rasmus Mellergaard træner Karsten Hav denne dag forskellige spor, som Thor skal finde i skovbunden.

Thor skal finde et 9 mm hylster, en bloddråbe og et hår fra et menneske.

En helt normal form for daglig træning for en politihund som Thor. Men hvad Thor kan snuse sig frem til i skovbunden, det er nærmest ikke til at begribe.

Se programmet ”Thor – Danmarks bedste politihund” her. Artiklen fortsætter efter videoen.

Thor - Danmarks bedste politihund

Thors lugtesans er 2,4 millioner gange bedre end din

De fleste danskere er godt klar over, at en hund som Thor har en væsentligt bedre lugtesans end et menneske.

Men de færreste er måske klar over, netop hvor meget bedre hundens lugtesans er.

- Hunden kan det hele. Vi skal bare vise hunden, hvad det er, vi gerne vil have den til at finde, for den har altså en helt unik lugtesans, fortæller Karsten Hav.

Thor er Karsten Havs første politihund, og Karsten Hav har trænet Thor fra hvalp og til nu, hvor Thor er 11 år gammel. Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Karsten Hav forklarer, at hvis man folder et menneskes lugtesans ud, så den fylder et frimærke, så vil en hundesnudes lugtesans til sammenligning fylde hele to fodboldbaner.

Politihunden Thors lugtesans er altså 2,4 millioner gange bedre end et menneskes.

Samtidig er hundens snude så vild, at den på samme tid søger på tre forskellige dufte:

Menneskets individuelle duft. Duften af de hudceller som mennesket har tabt på sin vej. Og til sidst forrådnelse i det underlag, mennesket har trådt på, for eksempel et græsstrå.

- Bare det, at du træder i det og løfter foden igen, så bøjer du det græsstrå, og så sker der en forrådnelse. Det kan hunden lugte. Og det er vanvittigt imponerende. Man tror, det er løgn, men det er rigtigt, siger Karsten Hav.

En nål i en høstak er ingen sag

Det er oftest spor efter mennesker, politihundene skal finde.

Spor efter gerningsmænd, spor efter ofre for forbrydelser eller spor efter personer, der er forsvundet.

Det er derfor, det er biologiske spor efter mennesker, Thor er sendt afsted for at snuse frem denne dag i skoven.

Og det tager da heller ikke den erfarne politihund mange øjeblikke, før den markerer først ved blodpletten og siden ved et enkelt hårstrå, der er lagt ud i skoven en time før træningen.

Thor kan simpelthen finde en nål i en høstak. Eller i hvert fald et lille bitte hår i en skovbund fuld af jord og blade.

Danmarks bedste politihund

I november 2024 blev den snart 12 år gamle politihund Thor kåret til Danmarks bedste politihund.

I otte år har Thor også arbejdet som såkaldt gruppe 1-hund.

Og dem er der ganske få af i Danmark. Omkring 30-35 af de 350 tjenestehunde, der findes i Danmark, er gruppe 1-hunde.

Det er de hunde, politiet sætter ind, når der er tale om særligt grove forbrydelser, som drabssager, voldtægtssager og andre alvorlige sager.

Og i arbejdet for Nordjyllands Politi har Thor og hundefører været med til at finde afgørende spor i en række store sager, både på almindelige vagter på patrulje, og når Thor er blevet tilkaldt til særlige gerningssteder som gruppe 1-hund.

Opgaver, der har været med til at sikre Thor titlen som Danmarks bedste politihund.

Thor reddede kvindes liv

Særligt husker Kasten Hav en dag på patrulje, hvor han og Thor skal hjælpe med at finde en hjerneskadet kvinde, der er blevet væk i Frederikshavn.

Thor finder kvinden forkommen på den kolde jord bag et skur på en nedlagt ejendom, og kvinden var ikke i stand til at råbe efter hjælp.

Thor hjælper med at finde en bortgået kvinde i Frederikshavn. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Da ambulancen kom og hentede kvinden, fik Karsten Hav forklaret, at kvinden var så nedkølet, at hun formentlig ikke havde overlevet, hvis hun ikke var blevet fundet af Thor.

- Det var en god dag på arbejde. Der gjorde han virkelig en forskel. Hende havde vi ikke fundet i live uden en hund. Det er en af de dage, men husker, og jeg er glad og stolt over, at de mange tusind timers træning, vi har lavet, også kan redde menneskeliv, fortæller Karsten Hav.

En anden stor sag, som de fleste nordjyder kender til, er drabet på Mia Skadhauge Stevn.

Her var Thor på arbejde, netop fordi han som gruppe 1-hund kan blive kaldt ud til de allergroveste sager, hvor der er brug for de absolut dygtigste hunde.

Mia Skadhauge Stevn blev fundet i Dronninglund Storskov efter en massiv politiindsats. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

I den sag var Thor og Karsten Hav med til at finde afgørende beviser på såvel gerningsstedet i Flauenskjold som på findestedet for den tragiske forbrydelse i Dronninglund Storskov.

- Selv om Thor var med, så var der mange andre kollegaer og hunde, der også gjorde det godt. Det er en holdindsats at løse en så stor sag, siger Karsten Hav.

Du kan se Thor i aktion i TV2 Nords nye program ”Thor – Danmarks bedste politihund” på tv2nord.dk/play eller på TV 2 Play.

 


Mens en Aalborg-spiller takker af, siger en anden goddag til drengedrømmen

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

For seks år siden så han dem vinde VM på hjemmebane - i dag står han selv i midten.

Tilbage i 2019 sad Aalborg Håndbolds back Thomas Arnoldsen sammen med sin bror i Jyske Bank Boxen og så blandt andet sin nuværende holdkammerat Henrik Møllgaard vinde VM på hjemmebane.

- Nu står jeg her i 2025 og får lov til at opleve det som spiller. Det var en hel vanvittig kulisse dengang, og nu er det jo helt vanvittigt at skulle stå derinde som spiller, lyder det fra Thomas Arnoldsen.

I dag er han nemlig selv en del af landsholdet, der tirsdag sparker VM i gang i selvsamme arena, og her er Henrik Møllgaard både holdkammerat på landsholdet og i ligaklubben Aalborg Håndbold.

- Det er en kæmpe drøm. Var der nogle, der sagde til mig som dreng, at jeg skulle spille VM på hjemmebane, så ville jeg sige; 'det vil jeg rigtig, men lad os nu se,' pointerer Thomas Arnoldsen.

Se hele interviewet her:

Sidste VM for veteranen

Holdkammerat og landsholdsveteran Henrik Møllgaard er fyldt 40 år og har været med til 16 VM-slutrunder, hvor han har været med til at vinde tre verdensmesterskaber.

Årets VM er dog et specielt et af slagsen. Det er nemlig Henrik Møllgaards sidste. Sidste år kom det nemlig frem, at han indstiller spillerkarrieren til sommer, hvor han i stedet bliver assistenttræner for Paris Saint-Germain og Stefan Madsen.

- Jeg er selvfølgelig bevist om, at det er det sidste, men det har ikke sat gang i noget endnu. Det, tror jeg, først kommer til sommer, når skoene skal stilles, og det bliver det sidste i Aalborg, og det bliver den sidste træning og den sidste kamp. Der tror jeg, at det kommer til at gøre ondt. Men det gør det ikke lige nu, lyder det fra Henrik Møllgaard.

Se hele interviewet her:


Mystisk person donerede 11 millioner til unikt byggeri: Om få dage slår de dørene op

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

En donation på 11 millioner kroner fra en hemmelig privatperson har gjort det muligt for den lille baptistmenighed i Sæby at bygge en helt ny og moderne kirke. Et kirkebyggeri som de på søndag indvier, når den første gudstjeneste holdes i den nye kirke

- Vi kan simpelthen ikke forstå, at det kan være rigtigt, men det er det, og vi er kommet til vejs ende, og det er vi virkelig glade. Vi er taknemmelige, og vi kan ikke forstå, at det er rigtigt, siger Hans Erik Kanstrup, der er formand for Sæby Baptistkirke.

Det startede med et tilsagn om donation på en million kroner for nogle år siden, men nu er det altså endt med hele 11 millioner kroner fra den anonyme giver.

- Det er utroligt, at der er nogen, der har så stort et hjerte, at man vil donere 11 millioner til Sæby Baptistmenighed, tilføjer formanden.

'Et kulturhus'

Byggeriet af den 400 kvadratmeter store nye kirke begyndte for mere end ni måneder siden, og planerne har været mange år undervejs.

- Vi vil gerne gøre det til en kirke og et kulturhus, hvor vi kan samle nogen af byens befolkning. Vi vil gerne kunne holde nogle koncerter og nogle foredrag, for at samle nogle af de der 65 plus-borgere, der er her i byen, forklarer formanden.

Baptistmenigheden i Sæby er en af 52 menigheder i Danmark. Menigheden i Sæby blev grundlagt i 1901, og har i den snart 125 år lange historie holdt til på flere forskellige adresser i byen.

Fakta om bygget:

  • Byggeriet på 402 m2 er opført i grå mursten med sort tegltag.

  • Kirkerummet er på 185 m2 og kan med en foldedør deles i 2 rum.

  • Her er stort industrikøkken på 25 kvadrat meter.

  • Stort opholds og mødelokale på 30 kvadratmeter.

  • Lille rum på 15 kvadratmeter.

Håber på at få folk tilbage

Ruth Thingbak er med sine 87 år et af menighedens ældste medlemmer, og hun har været med i menigheden i Sæby i 67 år. Hun håber, at den nye kirke kan få nogle af de tidligere medlemmer, til at vende tilbage.

- Jeg håber, at dem, jeg havde i søndagsskolen, finder tilbage igen, så vi bliver flere og flere, pointerer hun.


Over 100 år på bagen: Hvad skal der ske med færgerne i fremtiden?

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

En elektrisk færge koster i omegnen af 100 millioner kroner.

De to Egholmfærger er fra 1963 og 1974, og med en fremskreden alder, kan der opstå behov for udskiftninger lyder det.

- To af delene er faktisk fra 50’erne, så vi kan ikke få reservedele til dem, og går de i stykker, så må færgen ligge stille, forklarer Jens Erik Olesen, der er skibsfører for Egholmfærgen.

- Det bliver dyrere år for år at holde gang i de her færger, forklarer Jan Nymark Rose Thaysen (V), der er rådmand for By og Land i Aalborg Kommune.

Pensionsalderen nærmer sig altså for Egholmfærgerne ligesom færger andre steder i landet, og en fremtidig løsning skal gerne være mere grøn. Derfor håber flere danske kommuner og småøer på hjælp fra Christiansborg.

- Det er rimelig presserende, fordi den ældste færge, vi har, den er jo faktisk med træbund, og den får vi servicerede her i Aalborg, fordi der er stadigvæk et enkelt værft, der gerne vil arbejde med sådan en type færge, forklarer rådmanden.

Påvirker passagererne

Egholm-færgen sejler hvert år med omkring 200.000 passagerer tur/retur. Derudover sejler de lokale også med færgen hver dag, og de er påvirket af uvisheden omkring færgernes fremtid.

- Jeg er ovre fire til fem gange om ugen, så det er jo helt afgørende. Ellers skulle jeg have en lille båd at sejle over i, lyder det fra Bodil Sørensen, der er Egholm-borger.

Nej tak til lavbro

I forbindelse med etableringen af en tredje limfjordsforbindelse er en lavbro fra Egholm til Lindholm blevet foreslået. Det forslag er dog stemt ned i byrådet, og rådmanden ønsker sig i stedet en elektrisk færge.

- Det smarte, vil jeg sige, det er, at få en færge, der ligner den, som vi har bestilt til Hals-Egense færgen, så meget som muligt, forklarer Jan Nymark Rose Thaysen.

Hvorfor skal I have specifik hjælp til det her?

- Det er jo den grønne omstilling og hvilket tempo, tingene skal køre I. Staten hjælper også med afgift i forhold til elbiler for at få sat den grønne omstilling i gang, påpeger rådmanden.

En elektrisk færge koster i omegnen af 100 millioner kroner.


Før VM ændrede alt sig: Derfor har nordjysk stjerne særlig tilladelse til at forlade lejren

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Se hele interviewet med Simon Hald nederst i artiklen.

- Det er allerede hårdt, synes jeg.

Selvom det lyder som om, det er VM-træningerne, som Aalborg Håndbold-spilleren Simon Hald referer til, så er det altså ikke tilfældet.

I stedet er det afsavnet til sin blot 20 dage gamle søn, som landsholdsspilleren snakker om.

23. december blev Simon Hald nemlig far for første gang, og det har altså præget nordjydens kommende VM i Herning.

- Vi prøver med noget Facetime, det gør lidt op for det. Så kommer min kæreste og hendes mor også ned her lidt senere i et sommerhuset ikke så langt herfra (Herning, red.). Så kan jeg køre ud en gang i mellem og se den bette, forklarer Simon Hald.

- Ellers tror jeg, det havde været svært, hvis jeg skulle gå en hel måned uden at have kontakt til ham, tilføjer han.

Simon Hald og Danmark spiller den første kamp ved VM imorgen tirsdag mod Algeriet klokken 20.30 i Jyske Bank Boxen.

Se hele interviewet med Simon Hald herunder: