Det ser sort ud, siger borgmester om Sæby-slagteriets fremtid
Mandag mødtes Borgmester Birgit S. Hansen med den del af ledelsen i Danish Crown for at diskutere fremtiden.
- Det ser sort ud.
Sådan lød det mandag fra Frederikshavn Kommunes borgmester Birgit S. Hansen (S), der var mødtes med en del af ledelsen i Danish Crown.
Her skulle man diskutere mulighederne for det snart lukkede slagteri i Sæby og dets flere hundrede medarbejdere, der mister deres jobs, når slagteriet drejer nøglen om til sommer.
- Jeg synes, at det var som at slå i en dyne at prøve at forstå nogle af de tal, der ligger til grund for, at det lige præcis var Sæby, der fik savet benene af, sagde en vred borgmester efter mødet til TV2 Nord.
Mødet var nemlig langt fra tilfredsstillende ifølge Birgit S. Hansen.
- Vi så tre repræsentanter fra Danish Crown i Randers, der havde rullet gardinerne ned og som ikke en gang kunne give os de tal, der ligger til grund for den beslutning, de har truffet.
- Det er mange tal, der svinger i luften, så vi står meget måløse tilbage. Jeg forstår, at de skulle tage nogle beslutninger, men vi træk så sandelig nitten i Sæby, understreger borgmesteren.
Intet kan ændre det
Det er det lave antal af slagtegrise, der gør livet svært for Danish Crown, og derfor ser det fortsat sort ud for slagteriet i Sæby.
- Der er ikke kommet noget, der afgørende kan ændre på det her, for den reelle problemstilling er, at vi mangler grise til slagtning, og det kan borgmesteren med alt respekt heller ikke ændre på, konstaterer Jesper Sørensen, der er Fabrikschef for Slagteriet Danish Crown i Sæby.
- Jeg har et kæmpe stort hjerte for Sæby og dem, der arbejder der. Jeg har jo kendt mange af dem det meste af mit voksenliv, så jeg ville da ønske, at det kunne være anderledes, men når jeg kigger på mine tal, så ser det bare ikke ud til, at det kan gå andre veje, fastslår fabrikschefen.