Død mand fundet i Frederikshavn Havn
Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord
En mand er fundet død fredag morgen i Frederikshavn Havn. Politiet har endnu ikke nogen identifikation på manden.
Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen om en drukneulykke fredag morgen klokken 07.41 på ydermolen i Frederikshavn.
Redningsstation Sæby kunne konstatere, at der var en livløs person i vandet og bjærgede manden.
- Vi er fortsat i færd med at identificere den afdøde mand, herunder skal der ske underretning til de pårørende, der endnu ikke er sket, oplyser pressechef ved Nordjyllands politi, Christian Brinck.
Politiet er i øjeblikket i færd med at undersøge der nærmere omstændighede.
- Men der er for nuværende ikke noget, der tyder på, at der er sket en kriminel handling, lyder det.