Drukfest gik over gevind: Mand stukket i armen med havegreb

En våd aften i en lejlighed på Barfredsvej i Frederikshavn udviklede sig fredag voldsomt, da en af deltagerne pludselig gik amok på en anden og stak ham i armen med en havegreb.

En 35-årig mand er anholdt og sigtet for grov vold efter straffelovens paragraf 245, da han fredag aften ved 19-tiden stak en havegreb i underarmen på en jævnalderende mand.

De var begge til en fest i en lejlighed på Barfredsvej i Frederikshavn.

Det er endnu uvist, hvorfor festen pludselig udviklede sig til tumult og slagsmål, men ifølge vagtchef hos Nordjyllands Politi, Karsten Højrup, opstod der uenigheder om et eller andet.

Den 35-årige greb da til en havegreb og ifølge politiets oplysninger, stak han en jævnalderende mand i underarmen med denne.

Politiet har anholdt den 35-årige, som fremstilles i grundlovsforhør lørdag med henblik på varetægtsfængsling. 

Dømmes den 35-årige for grov vold efter den paragraf, han er sigtet for, kan det give fængsel op til seks år.

Det er endnu uvist, om den 35-årige erkender sig skyldig i den grove vold.

 

Straffelovens paragraf 245

  1. § 245

    Den, der udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.
  2. Stk. 2. 

    Den, der uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred, straffes med fængsel indtil 6 år.

    Kilde: Danskelove.dk

Seneste nyt

fra Nordjylland