Dumper havneslam lige ved hummere og torsk
Foto: Thomas Hansen
Sportsfiskerne i Sæby ryster på hovedet. Frederikshavn Flådestation har fået tilladelse til at klappe havneslam øst for Frederikshavn ud for Hirsholmene. Men det er skidt for miljøet.
– Jeg synes, det er mærkeligt, at man laver en grøn trepartsaftale og vil forbedre vandmiljøet og med den anden hånd, så har man stadig metoder som klapning, der unægteligt er forurenende, siger Peter Høfler, der er formand i Sæby Sportsfiskerklub.
Han er stærkt utilfreds med, at der er givet tilladelse til klapning af havneslam ved Hirsholmene.
Fiskeriformand bekymret
I Strandby Fiskeriforening er man heller ikke begejstret.
– Nu kommer den oven på en klapning fra Frederikshavn Havn, så det er en temmelig brugt klapplads. Og når man så følger lidt med i, hvad der er i det, de gerne vil klappe derude, så bliver man lidt bekymret, siger Claus Hjørne Pedersen, der er formand for Strandby Fiskeriforening.
Havneslam nok til at fylde Oceanariet
I alt har Flådestation Frederikshavn fået tilladelse til at klappe 160.000 kubikmeter havnemateriale. Tilladelsen svarer nogenlunde til 16 gange indholdet i det indvendige akvarium på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Og i forvejen har Frederikshavn Havn tilladelse til at dumpe 925.000 kubikmeter på den samme plads. En plads der ligger tæt på et Natura 2000 område og tæt på ynglepladser for torsk og sild. Og desuden lige ved et område, hvor der fiskes jomfruhummer.
Her kan du se indslaget, der viser, hvorfra havneslam bliver gravet væk, og hvor det bliver klappet:
Har I nu helt styr på det?
Strandby Fiskeriforening har skrevet et høringssvar til Miljøstyrelsen i forbindelse med klapningstilladelsen. Og her gør de opmærksom på flere forhold, der bekymrer. Blandt andet indholdet i havneslammet.
- Vi er ikke eksperter. Men når de snakker om, at de her stoffer, der er i havneslammet, overskrider nogle grænseværdier, men det ikke er noget, der vil påvirke miljøet yderligere, så er vi bare nødt til at sige: "Er I helt sikre på, at I har styr på det her?", lyder det fra formanden for Strandby Fiskeriforening.
Han peger også på, at det fremgår, at man ved klapning rammer ved siden af klapningspladsen med op til fem procent, og ganger man det op med både havnemateriale fra Flådestationen og fra Frederikshavn Havn, er det en del, der ikke ender der, hvor det burde.
- Vi er godt klar over, at det er en svær problemstilling. For hvad skal man ellers gøre, hvis man ikke klapper? Og vi skal jo selv til det på et tidspunkt her i Strandby. Men nu hejser vi altså flaget og har skrevet, hvad vi er bekymrede for i hørringssvarret, siger Claus Hjørne Pedersen, der er formand for Strandby Fiskeriforening.
Går ud fra, at styrelserne har styr på det
Det er styrelser under staten, der skal give tilladelser til klapning. Og Miljøstyrelsen har gennemgået analyser at havneslammet og vurderet, at det kan klappes på nær den øverste del, der skal deponeres på land. Derfor er man heller ikke bekymrede i Frederikshavn Kommune over klapningstilladelsen til Flådestation Frederikshavn.
- Jeg går ud fra, at de statslige myndigheder, har fuldstændig styr på det. Og man kan også vende det hele på hovedet og sige, at skal vi risikere, at flådens skibe ikke kan komme ud, hvis kommunen sagde nej, sådan som verdenssituationen ser ud?, siger Peter E. Nielsen, der er formand for Miljø og Planlægningsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Se Miljøstyrelsens klapningstilladelse her
Ingen indflydelse på klapningssted
I en mail skriver Forsvarets Ejendomsstyrelse, som står for Flådens havne, at man ingen indflydelse har på, hvor der bliver klappet. Og videre hedder det:
- Det er afgørende for Forsvarets virke, at Flådestation Frederikshavn er sejlbar. Dette forudsætter, at indsejling og havnebassin med mellemrum oprenses.