Dyrebar forglemmelse: I dag tager Henrik afsked med familien

Et glemt dokument i e-boks er skyld i, at Henrik Kristensens må sige farvel til sin thailandske hustru, Nattathida, og deres søn, Rasmus, på fire.

- Det er bare sådan en stor, tom boble.

Ordene kommer grådkvalt fra Henrik Kristensen, mens han kigger på sin lille søn og sin thailandske hustru. Om få minutter kommer politiet for at eskortere de to ombord på et fly til Københavns Lufthavn, og derfra videre ombord på en flyver til Thailand.

Nattathida Saksri og Henrik Kristensen har kendt hinanden siden 2007, og siden 2013 har Nattathida boet i Danmark, hvor parrets fireårige søn, Rasmus, er født. Parret har begået to, dyrebare fejl i ansøgningen om at få Nattathidas opholdstilladelse forlænget: I første omgang tog de fejl af datoerne og fik for sent sendt en ansøgning om forlængelse afsted. Derfor fik de afslag, men desværre for familien var det ikke deres eneste forglemmelse.

De missede nemlig også muligheden for at klage over afslaget, fordi brevet fra Udlændingestyrelsen var sendt til Nattathidas e-boks, som de glemte at tjekke jævnligt. Derfor blev klagefristen overskredet, og familien er nu løbet tør for muligheder for at undgå udvisningen.

- Jeg synes, det er skrækkeligt. Man har ikke begået en forbrydelse. Der er nogen af dem, der er her, de kan både det ene og det andet, og de får lov at blive her. Men bare fordi man glemmer e-boks, så bliver man straffet og skal ud af landet i to år, siger Rasmus´ farmor, Eva Kristensen, mens hun knuger sit barnebarn ind til sig.

Thailandske Nattathida Saksri blev i dag sendt ud af Danmark fordi hun og hendes danske mand overså en besked i E-boks. Sønnen Rasmus har forladt Danmark sammen med sin mor

Rasmus og hans mor skal nu bo i Korat i Thailand, hvor de har fået en lejlighed. Hans far går sygemeldt lige nu på grund af udvisningssagen. Når Henrik Kristensenhan er tilbage på arbejde, vil han se, om der er mulighed for, at han kan komme ned og besøge sin kone og søn.

Det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen har forsøgt at få myndighederne til at genoverveje udvisningen, inden den blev udført. Det lykkedes ikke, men han vil fortsat forsøge at hjælpe familien. Han vil prøve at få sagen genoptaget inden de to år, der ellers skal gå før Henrik og Nattathida kan søge om familiesammenføring igen.

- Fordi det bygger jo bare på en lille bitte fejl. Problemet er sådan set ikke, at moren skal rejse hjem, men det er barnet, det er Rasmus, siger Bjarne Laustsen.

- Og det er altså barnets tarv her der er vigtigst af alt! Der er masser af mennesker, der må leve adskilt, fordi man har arbejde det ene og det andet sted. Men barnet behøver jo ikke at blive straffet for det her. Og uanset om barnet var blevet ved Henrik eller hos sin mor, så bliver barnet taber i den her sag. Det er det jeg synes er så ringe ved det. Der burde være en formildende omstændighed, fortsætter han. 

Se det første indslag om Nattathida Saksri og sønnen Rasmus fra Voerså, som mandag rejste til Thailand uden deres mand og far.
Se det første indslag om Nattathida Saksri og sønnen Rasmus fra Voerså, som mandag rejste til Thailand uden deres mand og far.
Foto: Jesper Lange

Seneste nyt

fra Nordjylland