Efter 21 år ved roret: Skoleskibets kaptajn går i land
Foto: MARTEC
Kurt Andersen efterlader sig en helt særlig ånd og kultur på Skoleskibet Danmark, hvor han har været kaptajn siden årtusindskiftet.
I 21 år har Kurt Andersen stævnet ud på togt som kaptajn på Skoleskibet Danmark, men nu har han besluttet, at tiden er inde til, at der skal findes en efterfølger.
- Jeg har tænkt meget over, hvornår det er det rette tidspunkt at stoppe, og det har været vanskeligt at afgøre, siger Kurt Andersen.
- Jeg har altid tænkt, at jeg ville fortsætte, så længe det var spændende. Men det blev det jo bare ved med at være, og man skal jo stoppe på et tidspunkt, siger han.
Kurt Andersen var 41 år, da han han fik den fjerde og sidste stribe på skulderen, men nu er han altså klar til at give ansvaret videre. En nyhed, der bliver modtaget med vemod i Frederikshavn.
- Han har sammen med besætningen skabt et skib og en uddannelsesinstitution med en stærk kultur og en unik ånd, og han efterlader et kæmpe aftryk her, siger Pia Ankerstjerne, der er direktør på Martec, som Skoleskibet Danmark hører under.
Et togt på skoleskibet indgår som en del af uddannelsen til ubefaren skibsassistent.
Hver gang Skoleskibet Danmark er afsted, er det med 80 17-23-årige elever ombord. Et togt byder på tre måneder med krydsning af store farvande, udfordringer og en masse hårdt arbejde og tæt samvær.
Om Skoleskibet Danmark
- Skibet er bygget i 1933 som skoleskib
- Skibstype: Sejlskib med 3 master og 26 sejl
- Længde overalt: 74,4 m.
- Dybgang: 5,0 m.
- Hovedmotor: 430 KW.
- Besætning: 15
- Elever: 80 – der har været piger om bord siden 1983
Det er dog endnu ikke et endeligt farvel til Kurt Andersen, der fortsætter et års tid endnu, og som skal være med til at finde sin egen afløser.