Efter flere måneders venten ånder John lettet op: - Man kan se enden af tunnelen nu

Kompensationsaftalen til minkavlerne og følgerhvervene kom på plads mandag aften. Aftalen lyder på op til 18,8 milliarder kroner i erstatning.

Mandag aften skete endelig det, som alle danske minkavlere har ventet på siden november måned sidste år.

En aftale om kompensation til minkavlerene blev mandag aften indgået af et bredt politisk flertal, som sender op til 18,8 milliarder kroner afsted til minkavlerne og deres følgeerhverv i erstatning, efter branchen blev lukket.

- Vi blev jo glade, for det er en forløsning, bare vi ved, at der er en afslutning. Man kan se enden af tunnelen nu, siger minkavler John Haugaard.

Aftalen har været længe undervejs. I november måned sidste år sagde erhvervsminister Simon Kollerup, at en aftale om kompensation til minkavlerene ville være på plads inden jul. Nu her næsten en måned inde i det nye år, er aftalen så faldet på plads.

- Jeg har en forventning om, at vi kan komme herfra på en ordentlig måde. Vi glæder os til at se nogle penge, for vi trænger, siger John Haugaard.

- Det er svært at gå og ikke vide om, man skal aflevere hus til banken eller blive boende, fortsætter John Haugaard.

Dvaleordning ikke i tankerne

Med aftalen kan minkavlerne nu lave et estimat over, hvor meget de skal have i erstatning, og dermed begynde at se frem til, at der igen kommer penge på bankkontoen.

- Jeg tænker, det er dejligt, at der er kommet en aftale, og jeg tror også, at det er en aftale, der vil hjælpe de fleste ud af den her situation, siger John Haugaard.

Med i aftalen er også en så kaldt dvaleordning på 60 millioner kroner, som minkavlerne kan vælge at gøre brug af. Med dvaleordningen kan minkavlerne vælge at lade deres minkhaller blive stående og ikke modtage erstatning mod at få betalt alle omkostninger på minkfarmen resten af 2021, så de fortsat kan have mulighed for at drive minkavl i Danmark.

Kunne du overveje at gøre brug af dvaleordningen?

- Nej, det kunne jeg aldrig overveje. Der handler om, at fodercentraler, pelserier og Kopenhagen Fur nu forsvinder. Alle lobbyister forsvinder i Bruxelles og i Danmark, så vi har ikke nogen til at tale vores sag politisk. Vores konkurrencefordel forsvinder også, hvis man kan finde dyr i udlandet, så får man ikke de bedste dyr, som vi havde før. Minkavlen i Danmark afhang af, at vi havde de bedste skin i verden. Vi har højere omkostninger med at lave skin, end de andre lande har, men danske skin koster også 30-35 procent mere end ikke danske. Når alle danske avlsdyr er aflivet, så mister vi den fordel, svarer John Haugaard.

Møde med Kopenhagen Fur

John Haugaard har haft sin revisor til at se aftalen igennem, men alligevel er der nogle ting, som han stadig skal have klarhed om. Det håber han at få tirsdag aften, hvor Kopenhagen Fur afholder et zoom-møde, hvor minkavlerne og følgeerhvervene får aftalen skåret ud i pap og får mulighed for at stille spørgsmål.

- Jeg tror, at det er vigtigt, at vi får et zoom-møde i aften (tirsdag, red.), så vi får klarhed om erstatningen. Det vi egentlig venter på nu, som vi snart får at vide om, er, om vi kan man få arbejde med at pille farmen ned, for lige nu har vi ikke noget at lave, og vi kan ikke komme videre, siger John Haugaard

I 60 år har der været minkavl på John Haugaard minkfarm lidt uden for Frederikshavn. Nu er det definitivt slut, men som en anden kaptajn på et skib, så bliver John Haugaard til sidste mursten er væk.

- Indtil videre bliver jeg ved med at være på farmen, jeg bliver, til farmen er væk, og det kun er jorden, der er tilbage. Jeg vil ikke koncertere mig om noget andet, for jeg vil følge den til ende. Vi har altid vægtet højt, at tingene bliver gjort ordentligt, siger John Haugaard.

Følgeerhvervene ser også frem til mødet med Kopenhagen Fur i aften. Hos Nordjysk Pelseri står de lige nu og er i tvivl om, hvordan erstatningen skal udregnes. Det håber de, at de kan få svar på tirsdag aften.


Seneste nyt

fra Nordjylland