Efter uge 29: Tre restauranter i Skagen ramt af coronavirus
I alt seks medarbejdere fra tre forskellige restauranter i Skagen er blevet smittet med coronavirus.
De helt store festligheder er ved at være ovre i Skagen.
Den mest travle uge på hele året for restauranter, barer, butikker og byen er ved at synge på sidste vers. Uge 29, Hellerup-ugen, kært barn har mange navne, sluttede mere eller mindre officielt lørdag, og nu plejer at være tiden, hvor der skal gøres status og tiden efter det hårde arbejde skal nydes.
For to restaurationer i Skagen er status desværre lidt kedelig i år. Både Jakobs Café & Bar og Café & Restaurant Kokkenes i Skagen har søndag konstateret, at de har medarbejdere, der er blevet testet positiv for coronavirus.
- Da vi nu har tre smittede blandt vores personale, har vi valgt at lukke caféen i nogle dage, indtil vi har overblik over situationen, oplyser Jakob Sund, indehaver af Jakobs Café & Bar på restaurantens Facebook-side.
Café & Restaurant Kokkenes lukkede lørdag aften og holder fortsat lukket søndag, så alle medarbejdere kan få en PCR-test.
- Vi blev ringet op af en medarbejder, der er testet positiv på en lyntest. Vi beklager virkelig meget over for alle jer, der havde set frem til en aften hos. Vi håber på jeres forståelse, skriver Kokkenes på deres Facebook-side.
Jakobs Café & Bar skriver også på deres Facebook-side, at den ene af deres medarbejdere har serveret mandag til torsdag i uge 29. Nu har de altså lukket caféen til de har overblik over situationen.
- Vi beklager meget og vender stærkt tilbage, når det er forsvarligt at åbne igen, skriver Jakob Sund, indehaver af Jakobs Café & Bar på restaurantens Facebook-side.
Begge restauranter håber at kunne åbne igen om nogle få dage.
Ny restaurant smittet
Siden udgivelsen af denne artikel er endnu en restaurant i Skagen blevet ramt af coronasmitte.
Denne gang er der tale om restaurant Pakhuset på Skagen Havn, hvor to medarbjedere er blevet testet positiv for coronavirus i en lyntest.
Restauranten har derfor valgt at lukke ligesom de to andre, og nu skal også de danne sig et overblik over situationen.
- Vi beklager ulejligheden og opfordrer alle gæster, til at blive testet hurtigst muligt! Alt personale er sendt direkte til PCR-test, skriver Pakhuset på sin Facebook-side.
Pakhuset har haft fuldt hus den seneste uge.