En ny Ancher eller Krøyer? Skagen skal være kunstnermekka igen
Foto: Skagens Kunstmuseer
Fra øverste venstre Michael Anchers atelier i Havehuset. Dernæst ateliervinduet i Atelier Saxild, som ligger i haven ved Anchers Hus. Nederst til venstre P.S. Krøyers gamle atelier i Skagens Museum og til højre foto af P.S. Krøyer, som arbejder på en buste foran samme atelier.
Beliggenheden fåes ikke meget bedre.
Der er rift om pladserne i Skagen om sommeren.
Så hvad med at bo i Ancher eller Krøyers gamle atelier i Skagens Museums have?
Fra næste forår bliver det muligt for en særligt udvalgt skare, som skal genskabe noget af det lys, malerne kastede over Danmarks nordligste by.
- Kunstnerkolonien satte evige spor i Skagen. Det er den ekstraordinære arv, vi gerne vil løfte og videreudvikle med Skagen AiR,” siger Lisette Vind Ebbesen, museumsdirektør i Skagen.
AiR står for "artist in residency", og det betyder slet og ret, at kunstnere skal bo i Skagenmalernes gamle gemakker.
Det er Skagen Kunstmuseer, som står bag og giver kunstnere fra hele Norden mulighed for at rykke ind i de historiske rammer.
Fra marts bliver det derfor igen liv i de tre atelierer: P.S. Krøyers og Michael Anchers atelierer i Skagens Museums have og Atelier Saxild i haven ved Anchers Hus.
Tilbage i 1880'erne blev Skagen samlingssted for unge malere, der spiste, drak og socialiserede sig i fiskerbyen, alt imens de passede deres kunst.
Det er netop det fællesskab og "en blomstrende kunstnerisk produktion, som har haft betydning for byen lige siden," som Skagen Kunstmuseer selv skriver.
Projektet får støtte fra Det Obelske Familiefond.
Et ophold varer 12 uger.
Og der er ét krav, uanset hvorfra i Norden kunstnerne kommer: De skal tage Skagen til sig og "interagere med Skagen," som museet selv formulerer det.
- Interaktionen kan antage mange former – det kunne være en genfortolket omvisning på Skagens Museum, i Anchers Hus eller Drachmanns Hus, en formningstime på Skagen Skole, et samarbejde med en lokal virksomhed, en begivenhed i byen eller noget helt fjerde.