Esbern Snare skal nu skabe sikkerhed i Danmark
Foto: Mick Knive Anderson / TV2 Nord
Fregatten Esbern Snare skal indgå som en del af NATOs skærpede beredskab og bidrage til at skabe sikkerhed i farvandene omkring Danmark.
Fregatten Esbern Snare med base på Flådestation Frederikshavn er blevet kaldt hjem fra antipiratopgaver i Guineabugten.
Fregatten skal indgå som en del af NATOs skærpede beredskab og bidrage til at skabe sikkerhed i danske farvande.
Det oplyser Forsvarskommandoen.
Esbern Snare skal afløse fregatten Niels Juel med at løse opgaver i det danske næromåde, hvor Esbern Snare sejler på syv dages beredskab til NATOs reaktionsstyrke.
Boardingøvelse
I forbindelse med patrulje i danske farvande har fregatten Esbern Snare gennemført en boardingøvelse med Maersks Triple E containerskib Marseille Marsk, som var på vej til Gdansk i Polen.
- Søværnets skibe skal kunne gennemføre kontrol og inspektion af handelsskibe i en række forskellige operationstyper. Dette fik fregatten Esbern Snare muligheden for at træne under patrulje i de danske farvande. Det viser Søværnets forskellige evner til at kontrollere de danske farvande og skibe i området, siger chefen for fregatten Esbern Snare, kommandørkaptajn Paw Møller.
Fakta Esbern Snare
- Esbern Snare blev kaldt hjem fra Operation Meridian i Guineabugten for dels at indgå i et skærpet NATO-beredskab og dels afløse fregatten Niels Juel med opgaveløsningen i dansk nærområde.
- Fregatten er nu på syv dages beredskab til NATOs reaktionsstyrker.
- Fregatten viser tilstedeværelse i dansk nærområde og vedligeholder samtidigt træningsniveauet.
Kilde Forsvarskommandoen
I forbindelse med øvelsen fik fregattens boardinghold også lejlighed til at hilse på de danske søfolk ombord på Marseille Maersk. Den danske handelsflåde hører til blandt de største i verden og det er skibe og besætninger, der bidrager til, at vi i Danmark kan få varer fra hele verden.