Færre byrådsmedlemmer i Frederikshavn næste år
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Byråd, Christina Lykke Eriksen (SF), har indkaldt til ekstraordinært møde i dag.
Byrådet i Frederikshavn Kommune har vedtaget, at der kun skal sidde 29 byrådsmedlemmer i den næste byrådsperiode periode.
Ved et byrådsmøde onsdag i Frederikshavn behandlede man et forslag, der var fremsendt af Venstre og Konservative om at reducere antallet af byrådsmedlemmer fra 31 til 29 i næste byrådsperiode fra 2018-2021.
Ændringsforslaget blev vedtaget af 27 byrådsmedlemmer, der stemte for forslaget inklusiv byrådsmedlem Bjarne Kvist, der mener, at et mindre byråd giver god mening i forhold til kommunens størrelse.
- Det er noget vi har diskuteret længe. Vi har markant flere byrådsmedlemmer end de større byer, som samtidig har endnu flere borgere, så det giver mening at skære ned. Derudover overvejer vi også at ændre vores udvalgsstruktur, hvilket vil gøre, at vi ikke har behov for så mange medlemmer. Oven i det har vi også været ramt af mange besparelser i kommunen, og det er kun fair, at vi også kigger på os selv, siger byrådsmedlem Bjarne Kvist, der er gruppeformand for socialdemokratiet i byrådet i Frederikshavn.
Kun Christina Lykke Eriksen (SF) og Ida Skov (Ø) stemte imod forslaget. De to DF'ere Flemming Rasmussen, Karsten Drastrup undlod at stemme.
Venstre og Konservative havde også forslået en yderligere reduktion til 27 for perioden 2022-2025, men ingen partier støttede op om dette forslag, og partierne valgte dermed at trække denne del af forslaget tilbage.