![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDgvMTYvbm92YXNvbDYuanBn/novasol6.jpg?fm=jpg&w=3024&h=4032&s=fa3c404a9e7b4b15ed10df2f037e965a)
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDgvMTYvbm92YXNvbDYuanBn/novasol6.jpg?fm=jpg&w=3024&h=4032&s=fa3c404a9e7b4b15ed10df2f037e965a)
Flemming lejede sommerhus til 27.000 kroner: Mødt af kondom på natbord og lugt af rådden fisk
Foto: Privatfoto
Familien fandt blandt andet et brugt kondom på et natbord.
Der var lagt i kakkelovnen til en uges familiehygge med vildmarksbad i topmoderne hus i Gammel Skagen, men ferien blev alt andet end afslappende.
- Det første, der rammer, er en lugt af rådden fisk fra køleskabet.
Sådan siger Flemming Schmidt fra Tønder om den oplevelse, som ham og familien havde, da de i uge 29 puttede nøglen i døren til et sommerhus, som de havde lejet gennem Novasol.
Valget var faldet på Gammel Skagen, fordi det var mange år siden, at familien havde besøgt byen.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDgvMTYvbm92YXNvbDUuanBn/novasol5.jpg?fm=jpg&w=3024&h=4032&s=9494933472311229408f4ff4c6d32519)
Prisen for blot en enkelt uges ferie lød på 27.000 kroner for et topmoderne, nyt hus med vildmarksbad. Men da familien åbnede døren til huset, var det møgbeskidt.
- Huset så pisselækkert ud på papiret, der var vildmarksbad, og det var rummeligt. Derfor lod vi os lokke til et hus, der kostede så mange penge. Men så skal det fandme også være i orden. Vi var godt nok fem mand i huset, men for de penge, er det lige før, vi kunne være taget sydpå, fortæller Flemming Schmidt.
Men alt var ikke i orden. Derfor gik familien i gang med at gøre rent og rydde op.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDgvMTYvbm92YXNvbDIuanBn/novasol2.jpg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=6e18735348aeee2513c357a02579bb9b)
Brugt kondom på natbord
Der var overfyldte skraldespande, der lå sand på gulvet, døde insekter i vindueskarmene og nullermænd i soveværelserne.
- Vi finder også et brugt kondom på det ene natbord. Men det er ikke det værste. Vi kan med det samme se, at hvis de overhovedet har været der, så har de i hvert fald ikke brugt en støvekost. Og så var lugten af rådden fisk gennemtrængende. Alt, vi havde med hjemmefra, pakkede vi i ekstra poser, så det ikke kom til at lugte af rådden fisk, fortæller Flemming Schmidt, der med egne ord har en høj tærskel for skidt.
Han kontakter derfor Novasol både lørdag og søndag, men får intet svar. Han får et tilbud om at blive ringet op om mandagen, og får videre af vide, at han skal indsende en klage med dokumentation. Det gør han med det samme.
Men har fortsat ikke hørt noget fra Novasol.
- Det er utilfredsstillende, at de hverken tager telefonen lørdag eller søndag - det største behov for hjælp, har man jo lørdag, når man ankommer. Men der kunne vi ikke få fat i nogen, lyder det fra Flemming Schmidt.
Ring ikke igen
Siden har han rykket Novasol to gange for svar. Men sidste gang fik han det, han selv kalder en røffel af Novasol.
- Jeg fik at vide, jeg ikke skulle rykke længere, at de havde travlt, og at de ville svare på klagen, når de havde tid, hvilket kan tage 6-10 uger. Men det skulle jo være bragt i orden, mens vi var der. Det er i hvert fald sidste gang, vi bruger Novasol.
Og nu er Flemming Schmidts tålmodighed brugt op.
Han har derfor kontaktet ferieudlejernes ankenævn for at spørge til, hvordan man klager over en feriehusudlejer. Og derudover har han givet Novasol en anmelde på trustpilot med den lidet ønsket karakter: en stjerne.
- Det var jo en træls ferie. Og jeg havde mest af talt lyst til at tage hjem, men når man har to børn og en svigersøn med, så tager man ikke lige hjem, for hvad er alternativet? Vi går helt indtil mandag og tror, at tingene bliver bragt i orden. Det gjorde de så bare ikke, siger han.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDgvMTYvbm92YXNvbDE0LmpwZw==/novasol14.jpg?fm=jpg&w=3024&h=4032&s=6c8f5e0e0d10429433d82261b38274a2)
Oplevelsen står i skærende kontrast til de andre gange, Flemming Schmidt har lejet et sommerhus, hvor der var problemer ved ankomst.
Både i Blåvand og Blokhus har han oplevet, at der med det samme blev taget hånd om de problemer, der var.
Men godt en måned efter, de var afsted, har Flemming Schmidt stadig intet hørt fra Novasol.
- Det er da pivringe. Jeg håber selvfølgelig på en form for kompensation, men jeg kunne også godt tænke mig en pæn undskyldning måske en flaske vin og noget chokolade. En ting er pengene, men det er jo ikke noget, der kompenserer for familiens oplevelse. Vi kan alle lave en fejl, men så skal man jo erkende det. De ville klæde dem at lægge sig fladt ned - og det er måske måden, hvor det kunne blive Novasol igen.
Novasol er ikke vendt tilbage på TV2 Nords henvendelser, men herunder kan du læse et tidligere svar fra feriehusudlejeren.
Her er Novasols svar
Højsæsonen er en særdeles travl periode for os, hvor vi hver lørdag har omkring 8.000 sommerhuse klar til nye gæster. Det øgede pres kan gøre det vanskeligt at levere fejlfri service hver gang, men vi er stolte af, at langt de fleste af vores gæster er tilfredse, og kun omkring 1% af dem har haft behov for at kontakte vores kundeservice i denne periode.
Når vores gæster kontakter os, drejer det sig ofte om praktiske udfordringer som hjælp til at starte varmepumpen, finde WiFi-koden eller spørgsmål vedrørende rengøring. Vi gør altid vores bedste for at hjælpe hurtigt og ser hver henvendelse som en mulighed for at forbedre vores service yderligere.
Vi har ansat 20 nye medarbejdere til vores kundeservice til denne højsæson. Det er deres første højsæson hos os, og det tager tid at få den nødvendige erfaring, så de hurtigt og effektivt kan løse henvendelser. Derfor har enkelte desværre oplevet længere behandlingstider på deres henvendelser. Vi forstår, at det kan være frustrerende og slå skår i ferieglæden, men vi kan forsikre om, at vi altid besvarer henvendelser og tilbyder kompensation, hvor det er berettiget.
Kenn Rasmussen, vicedirektør hos NOVASOL