Forbrydernes skræk vil cykle tværs over USA

Til dagligt jagter han forbrydere, men på lørdag cykler han tværs over Italien og 10 bjerge undervejs. Det store mål er en cykeltur på 5.500 kilometer tværs over USA.

775 kilometer skal tilbagelægges. Løbet begynder lørdag 28. april i Silvi, en by på østkysten lige syd for Rom. Herfra går turen tværs over Italien og tilbage til Silvi. Ikke mindre end 10 bjerge skal passeres.

Flere af de bedste ultracykelryttere i verden er med i Italien. De hurtigste krydser målstregen efter godt 30 timer.

- Det bliver spændende at måle sig med dem. Jeg har ikke intentioner om at køre med om topplaceringerne. Med en kampvægt på omkring 80 kilo er jeg bestemt ikke prototypen på en bjergrytter, smiler Peter Skovbak, som Kanal Frederikshavn mødte hos Uggerhøj, der har har stillet en hjælperbil til rådighed for Team Next Step.

Det er navnet på Peter Skovbaks team. Han har tre hjælpere med til Italien. De følger ham hele vejen i bil og sørger blandt andet for, at han får noget at spise undervejs.

Allerede 9. maj stiller Peter Skovbak for andet år i træk til start i Race Around Denmark, hvor distancen er godt 1600 kilometer. Det gik over al forventning i 2017. Team Next Step sluttede på en imponerende andenplads i tiden 70 timer, 46 minutter og 36 sekunder.

- Det var vi ganske stolte over, siger Peter Skovbak, som til daglig er politikommissær og leder af efterforskningscenter Frederikshavn.

Hele otte hjælpere er i aktion under Race Around Denmark. I de næsten tre døgn, som Peter Skovbak cyklede i 2017, blev det kun til halvanden times hvilepause.

Det ultimative mål for Team Next Step er deltagelse i verdens hårdeste cykelløb: Race Across America. Her tilbagelægger deltagerne 5000 kilometer tværs over USA på maksimum 12 døgn. 

- Vi er kommet rigtigt langt og med deltagelsen i Race Across Italy og Race Around Denmark kun 11 dage senere får vi nye erfaringer med blandt andet løb i udlandet, bjergkørsel og kort restitutionstid. Vi mener selv, at vi snart er klar til Race Across Amerika, hvis det kan lykkes os at skaffe de godt 250.000 kroner, som det koste os at deltage, fortæller Peter Skovbak.

Han begyndte med at cykle, da lægerne på Farsø Sygehus i 2002 konstaterede, at over 1000 fodboldkampe havde sat sine spor i form af svær slidgigt. 

- Sport havde altid fyldt meget i mit liv, og jeg havde fortsat behov for motion og ledte efter muligheder. Jeg havde tidligere cyklet en smule og fandt ud af, at jeg godt kunne cykle små ture. Efter et stykke tid blev turene længere, og jeg begyndte også at kunne stå op, uden at der kom smerter. Samtidig blev smerterne generelt mindre i det daglige, når jeg bare fik cyklet, husker Peter Skovbak.

Han meldte sig ind i NBC, den lokale cykelklub i Frederikshavn, og i 2013 deltog han i sit første 24 timers løb. To år senere gennemførte han Paris-Brest-Paris (1230 kilometer). "Never quit" er Peter Skovbaks motto.

- Man skal nok have en vis portion vilje. Jan kan huske, at jeg ved løbet Paris-Brest-Paris i Brest efter halvdelen af løbet tog mine cykelsko af og kiggede på tre blodige tæer og tænkte: "Det går slet ikke det her", men det gjorde det. I Race Around Denmark 2017 blev det kun til halvanden times søvn/hvile undervejs. Så kan man godt blive lidt lækkersøvnig undervejs, griner Peter Skovbak.

Holdnavn: Team Next Step
Facebook: Peter Skovbak – Team Next Step
Sponsorer: Uggerhøj, Alm. Brand, Skagen Blade Technology, Bones Hjørring, Rederiet Isafold, BDO, Elektrikeren i Strandby, Strandby Net, Strandby Fiskerihavn, Jobi Værft, Trimtex og Ck skilte og Reklame.


Seneste nyt

fra Nordjylland