Forfatter bag ny "Pedal Ove-bog": Den nuværende version er ikke retvisende

En af danmarkshistoriens mest omdiskuterede mordsager er nu igen højaktuel. Michael Teschl har gravet i sagen om "Pedal Ove", og forfatteren mener ikke, at det nuværende billede af sagen fra Frederikshavn er retvisende.

Ove Thomas Hansen, også kendt som "Pedal Ove", sad fængslet i otte år for mordet på sin ekskone Brita Hansen.

Straffen var oprindeligt på 12 år, men i starten af 90'erne kom nye vidneudsagn frem i flere dokumentarer på DR.

Det endte med, at Den Særlige Klageret fik sagen genoptaget, og at "Pedal Ove" efter af have afsonet otte års fængsel fik tilkendt en erstatning på 5,4 millioner kroner.

I 2017 gik forfatter Michael Teschl så ind i historien, og efter sit arbejde er konklusionen klar.

- Den version, som folk har fået af den her sag indtil videre, er i hvert fald ikke et retvisende billede, siger Michael Teschl til TV2 Nord.

VIDEO: Hør et længere interview med Michael Teschl om hans arbejde med "Pedal Ove-sagen".

Vil vende hver en sten

I sit arbejde har Michael Teschl været i tæt kontakt med "Pedal Ove".

- Ove (Hansen red.) siger, at han ikke har lyst til, at der er nogen sten, der ikke er vendt i det her, så han har hele tiden været med og været engageret i min gennemgang af sagen. Han har stillet op og svaret på alle de spørgsmål, jeg gerne ville have, forklarer Michael Teschl.

Efter en grundig gennemgang af det oprindelige materiale i sagen har Michael Teschl skrevet bogen "Den dag Brita forsvandt".

Bogen udkommer mandag den 4. november, og der vil også blive vist en dokumentar på TV 2 om sagen.

Det mest opsigtsvækkende er ifølge Michael Teschl, at de to vidneforklaringer, der i sin tid frikendte "Pedal Ove", ikke længere kan være sande.

- De her vidner ser begge to Ove Hansen sammen med sønnen Mads. Det er lykkedes gennem sagens oprindelige materiale at kortlægge, hvor Mads befinder sig henne på det her tidspunkt, og det er ikke sammen med Ove (Hansen red.). Det betyder, at de her to vidner ikke kan have set det, de påstår at have set den her dag, fortæller Michael Teschl.


Seneste nyt

fra Nordjylland