Frederikshavn Havn laver 13,1 millioner i overskud i første halvår

Der er glæde på Frederikshavn Havn over godt halvårsregnskab, men der er også udsigt til nogle dyre år i forbindelse med nye aktiviteter på havnen.

Det går godt på havnen i Frederikshavn, der lige nu er i gang med en kæmpe udvidelse. Frederikshavn Havn har i første halvår haft et overskud på 13,1 millioner kroner. Omsætningen har i 2017 været cirka 10 procent over budget, og halvårsresultatet ligger 21 procent over budgettet for første halvår.

- Vi har set en positiv udvikling i aktiviteterne over en bred kam og forventer, at 2017 ender i et niveau, der ligger over 2016, hvor Frederikshavn Havn havde et overskud på 17,04 millioner kroner, udtaler bestyrelsesformand for Frederikshavn Havn, Bo Uggerhøj i en pressemeddelelse. 

Men der manes også til besindighed, for der er dyre år forude. 

- Det glæder os, at vi er i stand til at lave solide resultater i havnen, og at vi kan polstre os til 2018 og 2019, som sammenlignet med 2016 og 2017 betegnes som modningsår i forhold til igangsættelse af de nye aktiviteter, som kommer i forbindelse med den færdige havneudvidelse i 2018. Når havnen er færdigbygget, skal vi forvente, at der går noget tid med etablering af de faciliteter, som skal danne grundlaget for de nye aktiviteter, som kommer til Frederikshavn, siger Bo Uggerhøj.


Seneste nyt

fra Nordjylland