Frederikshavn Kommune: - Vi er til grin for egne penge

Et projekt, der slet ikke var råd til, udstiller latterligt bureaukrati i Frederikshavn Kommune. Teknisk udvalgsformand føler sig til grin.

En speget affære udfolder sig lige nu i Frederikshavn Kommune, hvor en historie om bureaukrati og fejlbedømmelser af dimensioner har gjort politikerne og medarbejderne til grin. 

quote - Vi er til grin for vores egne penge, og jeg har dårlig samvittighed over det. Det er en svær situation, vi står i, nærmest håbløs...

Karsten Thomsen, formand for Teknisk Udvalg

I den seneste tid har kommunens medarbejdere på rådhuset travlt med at prioritere, regne og tegne. 110 konkrete ønsker til forbedring af trafiksikkerheden i Frederikshavn Kommune er blevet skåret ned til 10 projekter. Så langt, så godt. 

De 10 projekter koster anslået 7,2 millioner kroner. Og nu kommer det store problem: Trafiksikkerhedsudvalget i Frederikshavn Kommune har i 2019 kun 354.000 kroner til rådighed til disse projekter.

Det lyder unægteligt som skønne spildte kræfter, og formand for Teknisk Udvalg, Karsten Thomsen (S), er bestemt ikke glad for situationen.

Karsten Thomsen, formand for Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune
Karsten Thomsen, formand for Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune
Foto: Torben Hedemose

- Vi er til grin for vores egne penge, og jeg har dårlig samvittighed over det. Det er en svær situation, vi står i, nærmest håbløs, erkender Karsten Thomsen overfor Kanal Frederikshavn.

Han medgiver, at der bruges mange ressourcer i kommunalt regi på at arbejde med ønskerne til forbedringer af trafiksikkerheden. 

- Men vi skal også opføre os ordentligt i forhold til borgerne. Vi kan jo ikke sige til dem, at de bare skal glemme alt om ønsker til trafiksikkerhed. Vi håber selvfølgelig, at vi på sigt kan gøre noget, udtaler Karsten Thomsen.

Han krydser fingre for, at der i budgettet for de kommende år kan blive råd til flere trafikprojekter, men han er bevidst om, at Frederikshavn Kommune befinder sig i en økonomisk situation, hvor der skal prioriteres skarpt.

Det er ikke opgjort, hvor dyrt det har været for kommunens medarbejdere at beregne og udvælge de projekter, der ikke var råd til. 

De 10 projekter

Her er de projekter, som Frederikshavn Kommune har valgt at prioritere, men de koster 7,2 millioner kroner tilsammen, og der er kun 354.0000 kroner til rådighed:

  • Grundtvigsvej, Elling – ændring af cykelsti ved 90 graders sving
  • Brønderslevvej, Kilden – Krydsningshelle eller signalanlæg
  • Koktvedvej – Hånbækvej, Frederikshavn – signalanlæg
  • Sti mellem Nordre Strandvej og Strandkanten, Sæby – ny sti med belysning
  • Sæbygårdvej, byskilt – Understedvej, Sæby – 2 – 1 vej
  • Barfredsvej – Råholtvej, Frederikshavn - signalanlæg
  • Otto Banners Vej – Niels Juels Vej, Sæby – lukning af Toftevænget
  • Hirtshalsvej, Frederikshavnsvej – jernbanen, Ålbæk – cykelsti
  • Understedvej, Møllehus Allé – Bangsbo Fort, Frederikshavn – 2 -1 vej
  • Apholmenvej, Skagensvej – Sindallundvej, Frederikshavn – fortov/cykelsti

    Seneste nyt

    fra Nordjylland