Fulde knallertkørere knaldet af politiet i Frederikshavn

To mænd på 40 og 56 år blev søndag taget for spirituskørsel på hver deres knallert.

Søndag aften blev rigeligt våd i Frederikshavn for to mænd, der alligevel nægtede at lade knallerten stå på vej hjem.

Først på aftenen fik Frederikshavns Politi et tip om en væltet knallert og fører i rundkørslen ved Klitgade og Barfredsvej. Det viste sig at være en 40-årig mand, som - da politiet bad ham blæse i alkometeret - viste sig at have en promille over det tilladte. Han blev sigtet for spirituskørsel og transporteret til Hjørring Sygehus for at få taget en blodprøve og tilset en flænge ved øjet.

Senere på aftenen måtte endnu en knallertkører, denne gang en 56-årig mand, puste. En patrulje havde set manden slingre af sted og vurderede ganske rigtigt, at han måtte være beruset. Han blev taget med på politistationen for at få taget en blodprøve.


Seneste nyt

fra Nordjylland