Fuldt hus til gratis fællesspisning og banko: - Behovet er langt større end forventet
I omegnen af 350 mennesker er hver uge forbi Næstehjælpernes lokaler i Frederikshavn.
- Så er det nummer 90, også kendt som "Gamle Ole".
I en kælder på Rosborgvej i Frederikshavn holder den lokale afdeling af Næstehjælperne til.
Det er virkelige et helvede, fordi man tænker, hvordan skal jeg få mad i morgen.
Lisette Kristiansen, bruger hos Næstehjælperne i Frederikshavn.
Lørdag stod den på banko og fællesspisning.
35 deltog og fik mad tilberedt af overskudsvarer fra to butikker i Sæby.
- På daglig basis går cirka 50 mennesker ind af døren hernede og henter overskudsmad og deltager i vores hyggelige cafe. Det er ikke de samme 50 hver dag, og behovet er langt større, end vi havde forestillet os, fortæller stifter af Næstehjælperne i Frederikshavn og Hjørring, Jannie Sloth Johanson, til TV2 Nord.
En af dem som var mødt op lørdag var Lisette Kristiansen.
Hun er glad for at kunne få hjælp fra Næstehjælperne af, for det kan være en stor udfordring at få økonomien til at hænge sammen.
- Det er et helvede for at sige det pænt. Det er virkelige et helvede, fordi man tænker, hvordan skal jeg få mad i morgen, fortæller Lisette Kristiansen til TV2 Nord.
God følelse at hjælpe
Til daglig har folk mulighed for at komme ned til Næstehjælperne og hente dagligvarer, tøj og andre fornødenheder, de ikke selv har råd til.
Men en ting er det materielle, for det sociale kan være lige så vigtigt.
- Det betyder rigtig meget med hjælpen, men det betyder også rigtig meget med samvær og sammenhold med andre. Man får nogle kontakter og ser, at jeg er ikke den eneste, der står og mangler sidst på måneden eller måske midt i måneden, forklarer Lisette Kristiansen.
Efterspørgslen er lige nu enormt stor på hjælp fra Næstehjælperne.
Og Jannie Sloth Johanson har tænkt sig at blive ved med at udføre det frivillige arbejde.
Udover at hjælpe trængende får hun også selv et mentalt boost.
- Hver gang vi har en succeshistorie. Hver gang vi hjælper med at finde et job, eller får ramt med den helt rigtige hjælp til et menneske, så er det også lidt for min egen skyld.
Næstehjælperne har åbent i kælderen på Rosborgvej alle hverdage, og alle kan komme forbi og donere mad og tøj.