Gadeteam skal løse Frederikshavns problemer med unge ballademagere
Foto: Søren Broust Hansen
Genindførsel af et gadeteam og en opprioritering af eksisterende indsatser skal være med til at komme problemerne med kriminelle unge i Frederikshavn til livs.
En gruppe unge i Frederikshavn på helt ned til 12 år eksperimenterer med narko, våben og kriminalitet, og samles i bandelignende grupperinger.
Det fremgår af en rapport som Frederikshavn Kommune selv har fået udarbejdet, og torsdag eftermiddag skulle Børne- og Ungdomsudvalget så drøfte, hvordan man kommer de alvorlige problemer til livs.
Og udvalget kom da også frem til, at man må sætte ind på området - også selvom pengene endnu ikke er fundet.
- Vi er kommet frem til, at vi er nødt til at tage det her ligeså seriøst, som det her. Noget af det, vi har besluttet, er at booste noget af det, der i forvejen er igang og investere i det, man allerede gør og er dygtige til. Men også genindføre det gadeteam, man engang har haft, og som man havde god erfaring med, fortæller Christina Lykke Eriksen (SF), der er formand for udvalget.
- Vi har tilkendegivet overfor vores forvaltning at vi er nødt til at komme igang nu og man skal sætte gang i de her ting nu, og så må vi som poltikere løse de økonomiske ting bagved. Vi er nødt til at komme igang, for de unge mennesker har fart på, og det nytter ikke noget, at vi står i kulissen og ser på. Vi skal igang, siger hun videre.
De konkrete tiltag besluttet på dagens møde kalder udvalgsformanden for brandslukning, så der venter en længere proces, hvor man skal se på det forebyggende arbejde, så man ikke "taber" de unge.
- At vi er kommet hertil betyder, at der er børn, vi ikke har nået at gribe i tide, og det kræver også investeringer, som vi må kigge på, når vi kommer til budgetforhandlingerne om lidt, lyder det fra Christina Lykke Eriksen.
Hun forventer, at man relativt hurtigt vil se resultater på området, og hun understreger samtidig, at selvom der er tale om alvorlige problemer, er der tale om en lille gruppe unge mennesker, der stjæler opmærksomheden fra de mange velfungerende unge i byen og kommunen.