Grillbar modtager sur smiley: - Det er noget svineri
Foto: Centergrillen/Fødevarestyrelsen
Centergrillen har fået en sur smiley af Fødevarestyrelsen.
Der er tale om manglende dokumentation samt manglende oplysninger om allergene ingredienser. - De tror, det er et femstjernet hotel, tordner ejer.
- Fortsætter de sådan, findes der snart ikke nogen restauranter i Danmark længere.
Efter et kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen er indehaveren af Centergrillen i Frederikshavn, der ikke ønsker at oplyse sit navn, frustreret over at modtage en sur smiley.
- Der er så mange nye regler hver gang. Det sker lige så ofte, som vi andre skifter underbukser. De kræver alt muligt dit og dat, siger han.
- De tror, det er et femstjernet hotel
Indehaver, Centergrillen
Ifølge rapporten har Fødevarestyrelsen konstateret, at Centergrillen ingen dokumentation har for varemodtagelse, opbevaringstemperatur i køler og fryser, samt varmholdelse, opvarmning og nedkøling af fødevarer.
Dette på trods af en indskærpelse fra forrige kontrolbesøg. Til det er Centergrillens bemærkning, at det er en fejl.
Den manglende dokumentation udløser et bøde på 5000 kroner.
Derudover påpeges det i rapporten, at Centergrillen skilter med, at information om allergene ingredienser kan opnås ved henvendelse til personalet.
Men det er bare ikke tilfældet, fremgår det af rapporten.
Således kan du ikke få at vide, om der skulle være allergifremkaldere i grillbarens ketchup, remoulade, bearnaisesovs eller hjemmelavet karrysovs.
- De har alt for stramme regler, tordner indehaveren overfor TV2 Nord og fortsætter:
- Jeg bryder mig ikke om dem (Fødevarestyrelsen red.). De tror, det er et femstjernet hotel. Der er alt for meget papirarbejde, og det har vi ikke tid til.