Hærværks-kørsel på Ørnedalsbanen
Foto: Frederikshavn-Sæby Auto Sport
Medlemmer af Frederikshavn-Sæby Auto Sport opdagede i morges, at to af klubbens biler var blevet brugt til kørsel på banen - uden at klubben var klar over det.
Ukendte personer trængte ind bag indhegning til motorbane og kørte race i to klubbiler fra Frederikshavn-Sæby Auto Sport.
Normalt er de frivillige i Frederikshavn-Sæby Auto Sport glade for, at der er nogen, der gerne vil prøve at køre folkerace på Ørnedalsbanen ved Sæby.
Men lige i dag er klubformand Camilla Andersen godt træt af, at ukendte personer har benyttet to af foreningens klubbiler til at race rundt på banen uden først at spørge om lov.
Her til morgen opdagede nogle af foreningens medlemmer, at to biler var blevet startet, og at der derefter var blevet kørt rundt på banen – noget som klubben betragter som hærværk.
- Det har fundet sted fra tirsdag ved middagstid og så til i morges. Og det er rigtig ærgerligt, for vi er en frivillig forening, som lægger masser af kræfter i både biler og bane, og så er der nogen, der trænger ind bag hegnet og kører race og kan ødelægge bilerne, siger Camilla Andersen.
Batteriet pillet fra
Hun forklarer, at de ukendte chauffører på en eller anden måde har fået startet bilerne, selvom batteriet er pillet af, og der er en hovedafbryder, der skal aktiveres.
- Man kan ikke umiddelbart starte bilerne, og så kan vi se, at der er blevet kørt rundt på banen, siger Camilla Andersen.
Og beviserne er tydelige, da banen egentlig trængte til at sætte sig efter et folkerace-arrangement i weekenden.
Ja, banen trængte til fred og ro efter vores løb i weekenden, siger Camilla Andersen.
Og der er jo en grund til, at hele banen er hegnet ind, ellers kunne vi jo lade være med at sætte bommen for, hvis folk bare kunne køre i vores biler på banen, uden vores viden.
Camilla Andersen, formand, Frederikshavn-Sæby Auto Sport
På Facebook har klubben gjort opmærksom på hærværket, men der er endnu ingen, der har henvendt sig om tip om, hvem de ukendte bil-fræsere er.
- Vi vil jo hellere have, at de personer kommer til vores åbent-hus-arrangement, som desværre først bliver til næste år på grund af coronaen. Og der er jo en grund til, at hele banen er hegnet ind, ellers kunne vi jo lade være med at sætte bommen for, hvis folk bare kunne køre i vores biler på banen, uden vores viden, siger Camilla Andersen.