Havneudvidelse i Sæby: Borgmesteren kravlede i gravkoen og svingede skovlen

Det var den store skovl, som var i brug i dag på Sæby Havn, da der blev taget første spadestik til en udvidelse af havnen på 60 millioner kroner.

Borgmester Birgit Stenbak Hansen tog selv plads i den store gravkos førerhus og svingede skovlen først.

Frederikshavn Kommune investerer 60 millioner kroner i udvidelse af Sæby Havn. Tre gange tidligere er planer om udvidelse af den populære lystbådehavn strandet, men 4. gang var lykkens gang.

- Det er en milepæl, sagde en glad havnefoged, Birger Isaksen, da første spadestik var taget mandag formiddag.

Han har været havnefoged i Sæby i 38 år og har været en af drivkræfterne bag udvidelsesplanerne. Han har arbejdet i fire år med de planer, som nu bliver realiseret.

Udvidelsen sker sydøst for det nuværende havnebassin. Her bygges en ny mole, som bliver 390 meter lang. Bag molen udvides havnen med to nye bassiner, så Sæby Havn øges fra de nuværende 275 pladser til 435 pladser.

- Frederikshavn Kommune udvider havnen for 60 millioner kroner, fordi havnen er et sted, som tiltrækker folk. Det er et sted, som vi gerne vil være, og gode folk har bidraget til processen, siger borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit Stenbak Hansen.

Den nuværende indsejling til Sæby Havn bevares og bruges som indsejling til de to nye bassiner. Mod syd kommer der en ny indsejling, som skal bruges til de mindre både. I det nordre havnebassin bliver der 190 pladser til de større både.

I det nye søndre bassin kommer der 85 pladser til mindre både. Her kommer der også vandaktivitetetsområde, som kan bruges af svømmere, kajakker, dykkere og standuppadel.

- Det her bliver - sagt på nordjysk - skidegodt. Vi er så meget en havneby. Stort tillykke til os alle sammen, sagde Birgit Stenbak Hansen i sin tale ved det første spadestik-arrangementet på Sæby Havn.

På de eksisterende og nye landarealer kommer der forskellige byggerier. Der er planer om et Vandsportens Hus til havnens mange foreninger og der arbejdes også på at etablere et badehotel.

Arbejdet går nu for alvor i gang. Den første del af havnen skal stå færdig inden sommerferien og senere på året ventes udvidelsen til 60 millioner at vær udbygget.

- Vi regner med, at det står færdigt til november, siger havnefoged Birger Isaksen.

CG Jensen A/S er totalentreprenør på opgaven. 


Seneste nyt

fra Nordjylland