Hjørringvej spærret: Der er sket en alvorlig trafikulykke nær Østervrå
Der er tidligt fredag morgen sket et alvorligt færdselsuheld på Hjørringvej mellem Østervrå og Thorshøj - ca. to km vest for Thorshøj. Foto: Per Frank Paulsen
Opdateret: Politiet ophæver spærring af Hjørringvej ved Østervrå efter ulykke. En person er kørt til Aalborg Universitetshospital, oplyser politiet.
Der er tidligt fredag morgen sket et alvorligt færdselsuheld på Hjørringvej mellem Østervrå og Thorshøj - cirka to kilometer vest for Thorshøj.
Hjørringvej var i omkring halvanden time spærret i begge retninger.
Der er tale om en varevogn og en lastbil, der er impliceret i ulykken, og den person, der er kommet til skade er føreren af varevognen.
Det er endnu sparsomt med oplysninger i sagen, men ulykken skyldes formentlig, at varevognen og lastbilen kommer kørende i hver deres retning på Hjørringvej og af uvisse årsager kommer til at ramme hinanden, hvorefter varevognen kommer ud af kurs og snurrer rundt og rammer et træ.
Chaufføren i lastbilen er ifølge TV2 Nords oplysninger ikke kommet til skade, til gengæld er lastbilens anhænger beskadiget som følge af sammenstød.
Kort før klokken otte meddelte Nordjyllands Politi på Twitter, at der igen var åbent for færdsel.