Hørby-sag skal for retten igen

Sagen om en 15-årig dreng fra Hørby, der blev fundet livløs på et baneanlæg den 28. marts, skal føres igen i landsretten. Den dømte har anket dommen fra byretten.

Den 9. oktober i år faldt der dom i sagen om en 15-årig drengs død i Hørby. Den 33-årig Jens Kristensen blev kendt skyldig i at have forårsaget den den unge mands død, og blev idømt 3 års ubetinget fængsel.

Da han modtog dommen meddelte han, at han ville overveje at anke dommen, og det har han nu gjort. Sagen er anket til landsretten, og derfor skal den nu gå om. 

- Vi er uenige i byrettens dom. Både bevisvurderingen og strafudmålingen, siger Helle Kaad Iversen. 

Hun er forsvarsadvokat for den nu dømte 33-årige Jens Kristensen

- Vi går derfor efter at få et andet udfald i landsretten, siger hun til TV2 Nord.

Dermed skal alle parter igennem hele sagen igen, men datoen for, hvornår retsagen går i gang er endnu uvist. 

Sagen kort:

Ifølge anklageskriftet tog sagen sin begyndelse ved tre-tiden natten mellem den 27. og 28. marts i år, hvor den nu 33-årige tiltalte udsatte den 15-årige dreng for ”vold i betydeligt omfang.”

Først på en adresse i Ravnshøj ved Frederikshavn, derefter under en køretur til Hørby udenfor Sæby og endelig på en adresse i byen, hvor volden fortsatte.

Den tiltalte udsatte ifølge anklageskriftet den 15-årige for slag med både hænderne og bælter, ligesom han udsatte ham for kvælning med både et hundehalsbånd og et bælte.

Som følge af den vold, han blev udsat for, pådrog drengen sig adskillige skader i ansigtet og på kroppen.

Ifølge anklageskriftet havde den dengang 32-årige, udover at udsætte ham for særlig grov vold, også givet den 15-årige stoffet MDMA (bedre kendt som ecstasy, red.)

Begge dele efterlod drengen i så hjælpeløs en tilstand, at han kort tid efter afgik ved døden.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland