I syv år har TV-hold fulgt Nick, men først nu tør han fortælle, hvad der foregår i hans hoved

Denne fortælling er skrevet på baggrund af ”Nick og det nye liv”, som du kan se nederst i artiklen eller lige her. 

Nick Vejle ligger på briksen, mens misbrugskonsulent Rikke Mørch Boesen med kyndige greb får ro på hans krop. Det er tiltrængt, for inden behandlingen spjættede Nicks ben af uro.

De sidste ni år har Nick haft meget at kæmpe med - både fysisk og psykisk. I syv af årene har et kamerahold fulgt hans kamp fra sidelinjen.

Hans kamp for at træne sig op efter den alvorlige ulykke, der kostede to fiskere livet og efterlod Nick hjerneskadet.

Hans kamp for at være en god kæreste og far.

Hans kamp for at få placeret et ansvar og få tilkendt en erstatning fra sin tidligere arbejdsgiver.

Men der er noget, Nick ikke har sat ord på før.

Hans indre kamp.

34-årige Nick Vejles liv blev forandret for altid på Strandby Havn natten mellem 4. og 5. august 2014.

Her var han på arbejde som pumpemand, hvor han pumpede skidtfisk op fra en kutter. Pludselig opdagede han, at de to fiskere i kutterens lastrum var bevidstløse, så han hoppede ned i lastrummet for at forsøge at redde dem.

Redningsforsøget mislykkedes. Lastrummet var nemlig fyldt med livsfarlige gasser, som Nick Vejle indåndede. Gasserne tog livet af de to fiskere og gav ham en hjerneskade.

I månedsvis var han indlagt på Hammel Neurocenter for at genoptræne de fysiske og sproglige funktioner.

Det fysiske er han med tiden kommet efter, men sproget kæmper han stadig med. Kender man ham ikke, kan han være svær at forstå.

TV2 Nord har gennem flere programmer dokumenteret Nicks lange vej tilbage til livet. En proces, hvor drømmen om et familieliv gik i stykker, da han og ekskæresten Tanja, der også er mor til deres to børn, gik fra hinanden.

Vi var også med ved kulminationen på fem års kamp for erstatning, da Nick fik Højesterets afgørelse af sin sag.

Nick har altid forholdt sig til den fysiske del af genoptræningen. At lære at gå. At lære at tale. Det psykiske har han ikke haft lyst til at forholde sig så meget til.

Før nu.

I 2023 møder vi endnu en gang Nick i det hus, som han overtog, efter han og Tanja gik fra hinanden. 

En rude i døren er smadret, og der ligger stadig glasskår på gulvet, som Nick ikke har fået fjernet.

Nick er førtidspensionist og bor i huset med hundene Gonzo og Bassi, som får lov at sove i sengen sammen med ham.

Han har tidligere stolt vist børneværelset til de to sønner frem, hvor han havde fået sat en flot køjeseng op. Nu har han ikke lyst til at åbne døren til værelset.

- Der er ingenting, siger han, inden han alligevel åbner døren.

Køjesengen er væk, og indretningen af værelset vidner om, at det er længe siden, at der er blevet leget og sovet der.

- Der er sket rigtig meget med alting. Både på godt og ondt, siger han.

I januar 2023 besluttede Nick sig for, at der skulle ske noget. Han var træt af at være derhjemme. Derfor lavede han et opslag på Facebook, hvor han søgte en praktikplads.

Det gav pote. Opslaget blev delt knap 2000 gange, og det væltede ind med jobtilbud.

- Der var så mange, at jeg ikke kunne følge med. Det er lækkert, at der er nogen, der vil give mig en chance, siger Nick Vejle.

Han endte med at takke ja til fire tilbud. Et af dem er hos tagmalerfirmaet Kim Bollerup, hvor han hurtigt er blevet vellidt blandt kollegerne.

- Han er jo en humørspreder. Han er sjov og har hele tiden en fræk bemærkning til én, og det får han selvfølgelig også igen, siger tagmaler Kim Bollerup.

For Nick, der forinden var havnet i et dårligt søvnmønster, betyder det meget at have noget at stå op til.

- Det betyder alting at have et arbejde.

Hvorfor? Der er da mange, der ikke synes, at det er fedt at arbejde?

- Det er fordi, de ikke har mistet det. Hvis ikke, de kunne arbejde, så ville de se anderledes på det.

Sommeren 2023. 

Nick har endnu en gang lavet et opslag på Facebook, men denne gang har opslaget en lidt anden karakter.

Nick kan ikke længere have sin hund Gonzo på grund af psykiske problemer, skriver han.

Kameraholdet tager på besøg hos Nick for at snakke om Facebook-opslaget. Selvom der er gået flere måneder siden sidste besøg, er ruden i fordøren stadig smadret.

- Det bliver ordnet på et tidspunkt. Det er ikke vigtigt, siger han, da han åbner døren.

Da journalisten spørger ind til, hvad det er, der er svært, svarer Nick sådan her:

I gangen er der en, der står og lytter med. Nick Vejles mor, Dorte Vejle. Hun opholder sig midlertidigt hos Nick, fordi hun ikke har et sted at bo.

Dorte har ikke tidligere været klar til at tale om Nick og ulykken. Men under optagelserne sætter hun sig pludselig ind i stuen.

- Jeg har været lidt bange for at snakke med jer, fordi det stadig ligger lige inde under huden på mig. Jeg kan ikke forstå, at det er ni år siden, siger Dorte Vejle til kameraholdet.

Den aften, hvor det endte fatalt for de to fiskere, og hvor Nick pådrog sig sin hjerneskade, havde Dorte Vejle holdt fødselsdag og var gået i seng ved midnatstid.

Da hun vågnede hen på natten, kiggede hun på sin telefon. Der var et hav af ubesvarede opkald fra Nicks daværende kæreste Tanja.

Dorte tænkte, at det var barnebarnet William, der havde problemer med ørerne. Men da hun ringede tilbage til Tanja, stod det klart, at det var langt mere alvorligt.

- Hun råbte og skreg i telefonen, at Nick var kommet til skade, og så kan jeg faktisk ikke huske mere, siger Dorte Vejle.

Den nat har for altid sat et aftryk på Dortes liv.

- Jeg har perioder, hvor jeg går ned, fordi det kommer for tæt på mig. Jeg ser billeder fra ulykken, selvom jeg ikke har været der, siger hun.

Ved spisebordet får Dorte prikket hul på et emne, som Nick ikke tidligere har talt højt om.

- Nick har jo PTSD, som han skal vænne sig til at leve med, siger hun.

Nicks ben hopper ukontrolleret og rastløst op og ned. Anspændt gnider han hænderne sammen.

Han har aldrig før nævnt noget om, at ulykken har udløst PTSD hos ham.

- Jeg hører og ser dem, der er døde, hele tiden, siger han.

Har du gjort det hele tiden?

- Ja.

Hvorfor har du aldrig talt om det?

- Man er jo fuldstændig sindssyg i hovedet, når man siger sådan noget. Hvis du kom til mig og sagde, at du hørte stemmer, så ville jeg mene, at du var bindegal, siger Nick, inden han beder om en pause.

Udover PTSD har Nick Vejle også ADHD. Og så selvfølgelig hjerneskaden, som han fik ved ulykken. Han får hjælp af en psykiater og tager medicin for at klare hverdagen.

- Vi håber, at medicinen hjælper ham lidt, så han ikke har mareridt og ser syner. Han får jo ikke sovet, siger Dorte Vejle.

Hun har længe kendt til Nicks psykiske problemer, og hun er glad for, at han er begyndt at åbne lidt op og fortælle om det.

- Det bliver man også nødt til, for det er altså ikke alt, man kan klare selv. Så kan man være nok så stolt, siger hun.

Efteråret 2023. 

Vi er tilbage på briksen hos misbrugsbehandleren, hvor denne historie begyndte. Behandlingen skal hjælpe Nick med at ”komme ned i gear”.

Nick Vejle vil gerne holde for sig selv, hvilken type misbrug, han er ude i. 

Men hans behandler Rikke Mørch Boesen fortæller, at Nicks tilfælde er særligt komplekst, fordi han udover misbruget har de andre diagnoser samt hjerneskaden.

- Det er ikke noget, man bare lige går ind og forandrer, det her misbrug, siger hun.

Behandlingerne tager udgangspunkt i kropslige metoder og involverer afspænding og berøring. Det giver Nick noget, han længe har haft svært ved at finde: Ro.

I det hele taget føler Nick, at der er ved at komme mere styr på tingene igen.

Han har sine jobs. Sit hus. Sin mor, som nu er flyttet for sig selv, men som han stadig ses med flere gange om ugen.

Det er et stort skridt på vejen for ham at sætte ord på de svære følelser. Og så er det mindre vigtigt, at den smadrede rude i døren stadig ikke er blevet ordnet.

- Der kan ikke komme mere styr på det, end der er nu. Det har gået meget værre. Og så snakker vi ikke mere om det, siger han.

Se begge afsnit af ”Nick og det nye liv” herunder eller på TV 2 PLAY.

"Nick og det nye liv" er produceret af StoryPark Media for TV2 Nord.

Redaktør: Ingrid Buch

Denne webdok er skrevet af Josefine Blicher Brader.