Ikke set siden 2001: Endnu en sjælden fugl er spottet i Nordjylland
Foto: Erik Christophersen/Grenen Fuglestation
Den lille cistussanger kommer formentligt fra Nordfrankrig.
For anden gang på kort tid er en sjælden fugl spottet i Nordjylland.
Endnu en gang er Nordjylland blevet yderst interessant for fugleentusiaster.
For torsdag morgen blev et eksemplar af fuglearten cistussanger spottet i Skagen.
- Det var rigtigt fedt at se den, fortæller en begejsret Rolf Christensen fra Grenen Fuglestation, der spottede fuglen torsdag morgen i Skagen.
Faktisk er den kun set i Danmark seks gange siden 2001, og det er Rolf Christensen, der har spottet den fire ud af de seks gange.
- Det er den mest sjældne fugl, der er i Danmark lige nu, siger Rolf Christensen.
Og den lille fugl, der bare måler 10-11 centimeter, er kommet en del på afveje. For normalt hører den til i det nordlige Frankrig, selv om enkelte eksemplarer også findes i Holland, Tyskland og Belgien.
Cit, cit, cit, lyder sangen
Derfor vurderer Rolf Christensen, at den nok har været 1500 kilometer undervejs, inden den altså besluttede sig for at tilbringe lidt tid i Skagen.
Skagen har derfor besøg af fugleentusiaster hele vejen fra København til Grenen for at se på den sjældne fugl, fortæller Rolf Christensen.
- Og den er her stadig, for jeg har set den her til morgen (fredag red.).
Og hvordan ved man så, at det er en cistussanger eller en lille gråspurv, man har spottet? Jo, cistussangeren kan kendes på dens meget karakteristiske sang, der lyder 'cit, cit, cit'.
Hvis den her historie virker bekendt for dig, så er det fordi, at vi for under en uge siden kunne fortælle om, at en ørkentornskade var blevet spottet i Hirtshals. Den var fløjet hele vejen fra Kazakhstan.