International hæder til nordjysk bluesfestival
Foto: Bo Christensen (pressefotos.dk)
Blues Heaven Festival i Frederikshavn får international hæder som årets internationale bluesfestival.
Blues Heaven Festival får prisen som årets internationale bluesfestival.
Når bluesfestivalen Blues Heaven Festival 2. og 3. november løber af stablen for 13. gang bliver det en lidt særlig udgave af den kendte, nordjyske festival.
Festivalen - og manden bag - modtager nemlig den internationale pris ”International Festival Of The Year”. Det er det franske online-magasin ”Zicazic”, der uddeler prisen, og manden bag magasinet, den verdensberømte fotograf og skribent Fred Delforge, som selv er en ivrig blues-entusiast, præsident for France Blues samt medlem af European Blues Unions bestyrelse, mener at man roligt kan glæde sig til årest festival.
- Blues Heaven har et helt vildt line-up til årets festival. Det bedste, man kan forestille sig inden for bluesmusik i 2018. Peter samler verdens bedste kunstnere for igen i år at sikre festivalen besøg af fans fra hele verden. Tilskuerne bliver tilbudt nærhed til kunstnerne under perfekte forhold, hvad angår lys og lyd, siger Fred Delforge.
Det er Peter Astrup, der står bag festivalen, og han er stolt over, at han nu kommer på højde med store, verdenskendte festivaler som FestiBlues International de Montreal i Canada, Sierre Blues Festival i Schweiz og EutinBlues i Tyskland, der er de hidtidige modtagere af prisen.
- Jeg er både overrasket og overvældet. Jeg har slet ikke haft i tankerne, at jeg kunne være i spil til sådan en pris, men jeg er både lykkelig og stolt over at være nået så langt, og jeg er ydmyg over den opmærksomhed, som min festival bliver til del. Selv synes jeg, at vi har et mægtigt godt program, men blueshjertet slår et par ekstra slag, når en kapacitet som Fred Delforge viser sin anerkendelse på den her måde, siger Peter Astrup.
Det er anden gang inden for relativt kort tid, at Peter Astrup kan sole sig i hæder. I august vandt han prisen som “Årets Hoochie Coochie Man” ved Danish Music Awards.
Fred Delforge beskriver Peter Astrup som fetivalens sjæl, og i kriterierne for at tildele prisen, skriver han, at ”Blues Heaven Festival” er det perfekte eksempel på, hvordan man bedst skaber en stor blues-event i Europa. Han ved, hvad han taler om, for han har allerede besøgt den nordjyske festival fire gange, og han har også meldt sin ankomst til dette års festival, hvor hæderen altså skal uddeles.
Festivalen finder sted i Frederikshavn 2.-3. november. Du kan læse mere om Blues Heaven her.