Isklumper faldt fra borerig i 75 meters højde: Smadrede ned i fiskebutik
Billederne her viser de skader, isklumperne var skyld i. Foto: Kanal Frederikshavn
De seneste dages kraftige blæsevejr fik store isklumper til at rive sig løs fra taget af en borerig på havnen i Frederikshavn.
Isklumper på taget af en borerig på havnen i Frederikshavn er røget gennem taget hos Bjerre Fisk.
Klumperne faldt fra 70-75 meters højde på grund af det kraftige blæsevejr og landede på taget af den nærliggende fiskebutik. Det skriver Kanal Frederikshavn.
- Det var livsfarligt. Vi taler om kæmpe isklumper, som båret af vinden – og nærmest som bomber – lavede nogle voldsomme brag og røg igennem taget hos Bjerre Fisk. Havnens medarbejdere fik heldigvis hurtigt spærret området af, fortæller en kilde til Kanal Frederikshavn.
Vi taler om kæmpe isklumper, som båret af vinden – og nærmest som bomber – lavede nogle voldsomme brag.
Kilde om episoden til Kanal Frederikshavn
Boreriggen ejes af en af verdens største recycling-virksomheder Modern American Recycling Services, M.A.R.S., som netop nu er ved at hugge boreplatformen op.
Her er man blevet kontaktet af en repræsentant fra Frederikshavn Havn - for at sikre, uheldet ikke sker igen.
- Først og fremmest er der ingen skyldige, men vi ser med stor alvor på sagen, og vi tager selvfølgelig alle de forholdsregler, vi kan. Vi skal lære af hændelsen i går, men der er heller ingen tvivl om, at vejrforholdene var usædvanlige med en kold og kraftig vind fra sydøst kombineret med slud, siger adm. direktør Mikkel Seedorff Sørensen fra Frederikshavn Havn til Kanal Frederikshavn.
Bjerre Fisk ønsker ikke at udtale sig om sagen, men bekræfter, at "der har været nedfald af isklumper i den kraftige vind".