Jens maler sig gennem livskrise

Hånden ryster og tankerne farer. Malerpenslen flyver rundt på papiret med voldsomme ryk. Et kaos udspiller sig både i motivet og i hovedet på manden, der fører penslen. Endnu et selvportræt, der skriger af desperation og fortvivlelse. En mand i sit livs krise.

Jens Holtegaard er endnu en gang gået ud på et toilet for at male et billede af sig selv. På denne dag gør han det hvert kvarter. Han er i arbejdsprøvning, men opgaverne får nærmest hjernen til at bløde, og han har brug for de mange afbræk.

Det er terapeutisk for Jens Holtegaard at male. Det har det altid været. Og her på toilettet har han behov for at male mere end nogensinde – men samtidig har det aldrig været sværere. Penslen gør ikke, som han vil have den til.

Det var ikke sådan her, det skulle være. Jens Holtegaard ved nærmest ikke længere, hvem han selv er. Alt er forandret.

Det skete en skæbnesvanger aften i oktober 2014.

Da Jens Holtegaard kom hjem om aftenen den 8. oktober 2014, blev han mødt af politiet, som bad ham om at finde et andet sted at være.

Hans hjem, som han delte med sin kone, Tine Rømer Holtegaard og Tines to tvillingedøtre på 15 år, var nu et gerningssted.

I gavlværelset i huset i Kvissel var Tine blevet dræbt af 20 knivstik. Det var Tines datter - Jens' steddatter - og datterens ven, der førte kniven.

Jens’ elskede kone gennem 11 år var væk. Det samme var den store, stærke mand, som i 40 år har dyrket karate, og som gennem jobbet som socialpædagog har hjulpet andre, der har haft det svært. Nu var det Jens, der havde brug for hjælp.

Selv skelner Jens mellem den mand, han var før drabet, og den mand, han er nu.

- Jeg er en anden mand nu. Jeg kan ikke sammenligne mig med Jens før. Jeg har mandens pas og personnummer, men jeg har ikke kompetencer som ham. Det liv, jeg lever, er et andet liv på andre betingelser. Det kan på ingen måde sammenlignes, siger Jens Holtegaard.

Tabet af Tine sendte Jens ud i en dyb krise. En krise, hvor han nogle gange overvejede, om livet overhovedet var værd at leve.

Hele programmet om Jens Holtegaard kan ses her - artiklen fortsætter under videoen:

Siden Jens Holtegaard var 17 år, har han malet. Inspirationen til at male kom fra en formningslærer, og Jens mærkede, hvordan han blev totalt opslugt, når han sammen med en lille flok indtog en kælder og smurte maling på lærredet.

- Det var terapeutisk. Jeg har aldrig før oplevet at være så meget væk i noget godt, som jeg var i den kælder, siger Jens Holtegaard.

Hurtigt var det ikke bare i kælderen, der blev malet. Ved siden af et job som skiltemaler begyndte Jens at male i sin fritid, og teknikkerne blev hele tiden forfinet.

Da han mødte Tine Rømer Holtegaard, havde han en at dele sin passion med. Tine var selv glad for at male, og især heste var et yndet motiv.

Over alt i huset er der malerier, og på en hylde står et selvportræt, som Tine har lavet. Det viser en kvinde med et fast og bestemt blik. Det er råt og mørkt, men ud fra det mørke hår springer farverne rød, gul og blå.

- Der er rock’n’roll i det, siger Jens Holtegaard.

I et rum i huset i Kvissel havde parret snakket om at indrette deres eget atelier.

- Desværre kom det aldrig rigtig til at du, fordi ulykken skete, siger Jens.

Når hjernen bløder

Drabet udløste PTSD og angst ved Jens Holtegaard, og det medførte voldsomme reaktioner. Han rystede, blev svimmel, kastede op og fik diarre – og i sidste ende overvejede han selvmord.

- Hvis man lever i uro, angst og utryghed hver eneste dag, så kommer der et tidspunkt, hvor man spørger sig selv: kan jeg det her? Kan jeg holde det ud?

I en periode var Jens Holtegaard i arbejdsprøvning, hvor han skulle være med til at renovere lejligheder. Han havde dog svært ved at koncentrere sig for de mange tanker, der for rundt i hovedet, og en høj stak papirer er et håndgribeligt bevis på Jens’ mentale tilstand under arbejdsprøvningen. Papirerne er en lang række selvportrætter.

- Jeg kunne arbejde i et kvarter, og så gik jeg ud på toilettet og lavede en tegning af mig selv. Det handlede lidt om at finde ud af, hvem jeg var efter ulykken. Alle de her tegninger er ikke rare at se på, siger Jens Holtegaard.

I dag er han bedre til at tackle de situationer, som i lang tid efter drabet udløste de intense reaktioner. Sårene på sjælen er dog stadig friske og gør det umuligt for Jens at passe et arbejde.

- Kunsten har været terapi for mig til at komme tilbage i et liv. Hvad det er for et liv, ved jeg ikke endnu. Men hvis jeg vælger at blive her, så finder jeg ud af det, siger Jens Holtegaard.

Drabet på Tine Rømer Holtegaard, der i medierne blev kendt som ”Kvissel-drabet”, fik Jens’ hjerne til at gå i sort. De kognitive evner forsvandt, og han mistede evnen til at male.

- Hvis jeg tager en pensel i hånden, så gør penslen noget andet end det, jeg vil have den til. Den går et andet sted hen, fordi min hånd ryster, siger han.

Et kæmpe tilbageslag, der i en periode fik Jens til helt at opgive nogensinde at male igen. Men så blev han kontaktet af socialpædagogen Tina Muusholm, som underviste sårbare unge på et kreativt værksted.

Tina Muusholm havde brug for en rollemodel for de unge. En etableret kunstner, der – ligesom dem – havde ar på sjælen, og som kunne vise de unge, at det er muligt at skabe noget, selvom man har udfordringer.

Jens Holtegaard ville gerne hjælpe, men det krævede, at han selv skulle lære at male igen. Det blev begyndelsen på et samarbejde.

Jens er nu så småt kommet tilbage på banen som maler, og i juni udstillede han før og efter-billeder på en udstilling i Aarhus.

Selvom det ikke er nemt, bliver han nødt til at acceptere, at malerierne ikke altid er af samme kaliber som inden drabet. Motiver, som han før ville have klassificeret som udkast, betragter han nu som færdige værker.

- Det er ganske forfærdeligt. Jeg har været nødt til at trække en streg i sandet og sige, at jeg er en anden mand. Jeg har ikke de kompetencer, jeg havde før, siger han.

I dag bruger han teknikker, som han før i tiden ville have set skævende til. Måske endda betragtet som snyd. Men det virker. Både på lærredet og i kampen om at vende tilbage til en bare nogenlunde tålelig tilværelse.

- Jeg har fået noget selvværd og selvtillid tilbage. Jeg har noget, jeg kan give mig til, som giver ro og en yes-følelse. Man bliver væk i arbejdet og glemmer tiden, stedet og smerten, siger Jens Holtegaard.

Tine bor i hjertet

Jens Holtegaard er stadig meget mærket af den tragiske begivenhed for fem år siden, og han får fortsat psykologhjælp. Bitterheden har han dog valgt at lægge til side.

- Hvis jeg skulle blive bitter oveni de udfordringer, jeg har, ville det være rigtig surt. Jeg er nødt til at stå op hver dag og tænke så positivt, som jeg kan, siger han.

Gavlværelset, hvor Tine Rømer Holtegaard blev dræbt, har Jens indrettet som mindelund med fotografier og malerier. Her kan han mindes sin afdøde kone.

Besøgene på gavlværelset bliver dog færre og færre, selvom Tine ikke er glemt.

- Min sorg er placeret, hvor den skal være. Lige meget hvor jeg går og står, fornemmer jeg hende her. Efterhånden bor hun her, siger han og lægger hånden på brystet.

Landsretten idømte Jens’ steddatter ni års fængsel for drabet på sin mor. Steddatterens kæreste fik 13 års fængsel og blev udvist af Danmark for bestandig.

Programmet er optaget og redigeret af Michael Andersen.

Artiklen er skrevet af Josefine Brader.