Jens sagde ja uden helt at vide hvorfor
Foto: Foto: Henriette Maj Pedersen
Jens Nygaard sagde ja til at kautionere for lån på mere 200 millioner kroner uden at kende hele sandheden.
Jens Nygaard sagde ja til at kautionere for lån på mere 200 millioner kroner uden at kende hele sandheden.
Gang på gang har Jens Nygaard Johansen nikket ja, når der blev spurgt om flere penge.
Han har vurderet ud fra de oplysninger, han havde, at der var en god grund til, at man gik tiggergang og bad om økonomisk hjælp.
Sådan havde de fleste af hans kolleger i Frederikshavn Byråd det også.
I hvert fald stemte et politisk flertal tilbage i efteråret 2023 hele tre gange ja til at garantere for lån til den nu skandale-ramte havn, Frederikshavn Havn.
Hele 207 millioner kroner var Jens Nygaard Johansen med til at stille kaution for.
Hemmeligt notat
Mens det gik op for Jens Nygaard Johansen i løbet af efteråret 2023, at havnen akut manglede penge, så vidste Frederikshavn Kommune allerede i januar 2022, at økonomien var voldsomt udfordret.
Det viser et hidtil hemmeligholdt notat nemlig.
Notatet beskriver, at havnens økonomi er elendig:
"Havnens økonomi hænger ikke sammen, og omsætningen og indtjeningen i havnen er ikke og har ikke siden 2018 været stor nok til at klare betalinger af renter og afdrag på havnens gæld", står der i notatet udarbejdet af Frederikshavn Kommune.
Informationer, som Jan Nyggaard Johansen og det øvrige byråd aldrig fik.
- Det er sgu vigtigt, vi får dem (informationer, red.), lyder det fra Jens Nygaard Johansen, der er valgt Danmarksdemokraterne til byrådet i Frederikshavn.
Borgmester Birgit S. Hansen (Socialdemokratiet) valgte i januar 2022 i første omgang at holde notatet for sig selv og efter en måned at dele informationerne med en håndfuld af sine kolleger i Frederikshavn Byråd.
Jens Nygaard Johansen er ikke blandt dem.
Han får først mere end to år senere oplysninger om notatet.
- Det er vigtig information. Jeg stiller mig selv det spørgsmål, hvorfor har man ikke reageret noget før, for det viser jo tydeligt, at der er noget galt nede på havnen, siger Jens Nygaard Johansen.
Det kom for alvor til såvel byrådets som offentlighedens kendskab i foråret 2024.
I foråret 2024 kollapsede økonomien i havnen fuldstændig.
Trods lånegarantier på mere end 200 millioner kroner fra kommunen, var der ikke flere penge i kassen.
I maj overtog Frederikshavn Kommune havnen og en gæld på 1.7 milliarder kroner.