Kæmpe støttefest stablet på benene for Anja Lovén og heksebørnene
Foto: Hedegaard
Kæmpe arrangement er stillet på benene for frederikshavnerpigen, som er kendt verden rundt for sit arbejde med heksebørn i Nigeria.
Hun har knoklet sig ind i de fleste danskeres hjerter for sit arbejde med at redde børn i Afrika. Og så er hun kåret som verdens mest inspirerende person - foran blandt andre Barack Obama.
Anja Lovén har stiftet Din Nødhjælp - en organisation, der har fået så mange donationer, at hun nu har bygget en hel landsby med skole og et lille hospital.
Og nu er hun hjemme i Danmark for at samle endnu flere penge ind og redde endnu flere børn, der lider grumme skæbner i Nigeria og Tanzania.
- Prøv at forestille jer, at 10.000 børn bliver tortureret om året på grund af troen på, at børnene er heksebørn. Mange af dem dør. Det er jo helt vanvittigt, siger Anja Lovén.
Et særligt klip har brændt sig ind i verdens hukommelse: Billederne af den lille, vraltende og udhungrede dreng, Hope, som har levet alene på gaden som udstødt. Anja tager ham til sig og redder hans liv, og drengen har det i dag efter omstændighederne godt.
Har du lyst til at hjælpe, så kan du finde Anja Lovén på Facebook. Og så har du også mulighed for at møde hende i Frederikshavn på søndag den 8. oktober, når Club Nord laver et stort støtte-arrangement i Arena Nord. Du kan se mere på clubnord.dk.
TV2 Nords program Nordliv handlede mandag aften om Anja Lovén. Du kan se Anja Lovén i Nordliv her.
Klip fra Nordliv den 2. oktober: