Kamp om gyldne jagtområder: - Du behøver ikke være advokat og have en stor Mercedes for at gå på jagt
De nordjyske kommuner har vidt forskellige måder at forvalte deres naturområder, når det gælder om at udleje dem til jagt.
Mens der er udbrudt en mindre krig om jagtarealerne i Jammerbugt Kommune, har Frederikshavn Kommune fundet en metode, som alle sultne jægere er tilfredse med.
Kommunen tjener penge - og samtidigt løser jægerne flere opgaver for kommunen.
Sæby og Omegns jagtforenings medlemmer kan gå på jagt på hele 198 hektar af kommunen naturarealer, som i Professorens Plantage syd for Sæby.
Allan Mandrup, der er inkarneret jæger og formand for Sæby og Omegns Jagtforening, er mere end tilfreds med aftalen.
- Jeg synes egentlig, vi betaler en pris, der svarer til en markedsleje, men til gengæld udfører vi også en lang række opgaver, som kommer både naturen og kommunen til gode. Vi står for naturplejen i områderne, og så hjælper vi f.eks. med regulering af skadevoldende vildt, som f.eks. råger, mårhund og måger, siger Allan Mandrup.
Fire kommuner lejer 900 hektar
Frederikshavn Kommune har valgt at lade de tre store jagtforeninger i Skagen, Frederikshavn og Strandby og så Sæby leje i alt knap 900 hektar jagt. Hver forening betaler 58.000 kr. om året.
Til gengæld for en yderst rimelig jagtleje får kommunen hjælp til en stribe opgaver, som politikerne synes er guld værd:
- Vores jagtforeninger har for eksempel skoleklasser med på jagt, og så er de en vigtig samarbejdspartner i vores forvaltning af naturen. Vi synes, det er vigtigt at støtte foreningslivet, men de hjælper jo også os, når der er for mange måger på haven, eller når der er blevet for mange råger i vores skove, siger Karsten Thomsen, formand Teknisk Udvalg, Frederikshavn Kommune, Socialdemokratiet.
- Kommunen favoriserer, lyder kritikken
Dog har Jammerbugt Kommune fået kritik af jægere, fordi de har tildelt to jagtforeninger attraktive områder uden at holde udbud, men den kritik preller af i Frederikshavn. Her betinger kommunen sig nemlig, at alle, der vil være medlem af de tre tilgodesete jagtforeninger kan komme med på jagt.
- Du behøver ikke være advokat og have en stor Mercedes for at gå på jagt i Frederikshavn Kommune. Her kan alle være med – også den almindelige lønmodtager. Nyjægerne kommer med på den første jagt gratis og ellers betaler alle det samme for at være med på fællesjagter og for det rådyr, de kan være heldige at skyde, siger Allan Mandrup.
- Forretninger er ikke afgørende
Karsten Thomsen erkender, at Frederikshavn Kommune sandsynligvis kunne tjene flere penge på at leje jagten ud i frit udbud, men så ville kommunen måske ikke få løst alle de opgaver, som jagtforeningerne byder ind med. For ham går regnestykket op til alles tilfredshed.
- Der er tale om foreninger, og dem vil vi gerne støtte og samarbejde med, som alle vores andre foreninger. For Frederikshavn Kommune er det ikke afgørende, om vi i denne forbindelse laver en forretning, men mere om, at det er et tilbud for alle, som har lyst til at gå på jagt, siger Karsten Thomsen.
Jagtforeningerne har lejet Frederikshavn Kommunes naturarealer i ca. 12 år og ifølge jægerne er det naturen, der ser ud til at være den største vinder i aftalen.
- Da vi startede med at leje arealerne var det sjældent vi så en agerhøne, og dem har vi flere flokke af nu. Dåvildtet har også været i stor fremgang, så vi synes selv, at vores naturpleje virker, siger Allan Mandrup.
Krav i Brønderslev
I Brønderslev er det gratis for Jægerrådet at have jagten, mod at de opfylder nedenstående krav:
Alle jagtforeninger i Brønderslev kommune skal have mulighed for at deltage i jagterne.
Nyjæger skal tilbydes at deltage i jagter.
Der afholdes minimum en formidlingsdag for skoleklasser i Brønderslev kommune, hvor der formidles om jagt o.s.v.
Bekæmpe mårhunde på jagtarealerne.
Jægerrådet står for rågereguleringen på kommunale matrikler, i samarbejde med Brønderslev kommune.
Aftalen genforhandles efter 5 år.